Aktivering eller nærvær?

Aktivering af din hund

Du har helt sikkert hørt det før, formentlig mere end én gang:
”Hunde har brug for gåture og aktivering hver dag”

Hvis du har læst vores artikel om socialisering af hunde, har du før hørt os sige, at konceptet er misforstået. Det samme gør sig gældende, når det kommer til aktivering af din hund!

Oftest når konceptet aktivering bliver brugt, kobler man det hurtigt til det vi har lært:

-Aktiveringslegetøj
-Lange gåture flere gang om dagen
-Tyggeben
-Mental aktivering
-Søge opgaver
-Osv. osv.

Fælles for disse ting er, at de har til formål at stimulerer hunden både fysisk og mentalt. Hvilket der som sådan ikke noget i vejen med. Tværtimod. Men vi bliver fodret så meget med, at vi skal aktivere vores hund, at vi helt glemmer at stoppe op og trække vejret.

Et indblik i vores hverdag

Inden jeg går i dybden med emnet, vil jeg lige inddrage dig i vores hverdag, for på den måde at give dig et billede af hvordan vi helt lavpraktisk gør tingene. Hjemme hos os har vi to hunde – en Malinois og en Grå schæfer. Vi kan hurtigt blive enige om det er to meget aktive racer. Specielt når den ene kun er 1 år gammel. Men det er ikke ensbetydende med, at de skal aktiveres og stimuleres konstant.

Vores hunde får en god lang gåtur ca. 3- 4 gange om ugen. Ellers bliver de ”luftet” i haven. Så træner vi dem selvfølgelig 2-3 gange om ugen af en samlet varighed på 10-15 minutter pr. gang. Hertil får de lidt hyggelig aktivering indimellem – måske højest 2 gange om ugen. Det kan være alt fra godbidder på græsplænen til et godt tyggeben.

Men hvorfor aktiverer vi dem ikke mere end det?

Fordi vores hunde (og alle andre hunde) skal stimuleres på samme måde som børn – gennem nærvær! Vi leger med vores hunde, putter med dem i sofaen og nusser dem i timevis, sidder og kæler dem mens vi arbejder ved computeren, snakker til dem på nærmest lige fod med alle andre i familien. Vi behandler faktisk langt hen ad vejen hunden, som et familiemedlem, hvor omsorg og kærlighed er nøgleordene. Dét er nærvær!

Desværre er det ofte blevet sådan, at vi mennesker glemmer at befinde os i det nu man er i. Med de mennesker og dyr man er omgivet af. En ting, der bliver gradvist sværere proportionelt med tiltaget af teknologiske devices og online muligheder øges gradvist.

Vores hunde oplever os som fraværende

Vi er som hundeejere blevet dårligere til at være i det nu, hvor vores kroppe fysisk befinder sig. Der er altid en artikel, et feed eller en mail man kan tjekke. Måske man vil være klogere på hvordan man bager brød med surdej, måske man tror man bruger det til at koble fra, måske man tjekker Facebook for ottende gang. Men faktum er bare, at vores hunde oplever os som fraværende. De mærker at vi kun er der halvt. Og dét sætter altså sine spor! Vi får alt det vi ikke ønsker: en frustreret hund som laver ”ballade”.

Hos godfamiliehund har vi ingen intentioner, overhovedet, om at løfte pegefingre. Det kan vi slet ikke tillade os. Vi bruger også telefonen og har svært ved at finde overskud til nærvær i hverdagen. Men derfor er det aldrig for sent at stoppe op, kigge sig lidt omkring, og gøre ord til handling!
Nærvær med sin hund, er en af de mest oversete ”aktiveringer” man kan lave med sin hund, og det er trist når man ved at det er den vigtigste af dem alle!

Men hvorfor er nærværet så vigtigt?

Nærværet giver trygge omgivelser og derved trygge hunde.

Nærvær øger selvtilliden hos hunden og den styrker dem i troen på at de er gode nok og gør deres ”arbejde” i flokken godt nok (vi er deres flok). Det styrker dem i troen på, at vi som flokledere, er værd at lytte på og være sammen med.

Fra naturens side er hunden jo flokdyr, og det er vi mennesker også! Den har derfor brug for at vide, at den er en del af noget større, af en sammenhæng. Den har brug for at blive anerkendt og set. Især i den første tid af hundens liv, er denne bekræftelse og anerkendelse yderst vigtig.

Når hunden ikke mærker nærværet, bliver den utryg, urolig, og usikker på om den har gjort noget galt. Sindet tolker altså helt ubevidst, at der må være noget galt med den, siden mennesket den er sammen med, hellere vil kigge ned i en skærm, fremfor at lege og være i nuet med den.

Men hvordan udviser jeg nærvær?

En hel del hundeejere tror at de, for at være nærværende, skal være sammen med deres hunde hele tiden. Snakke med dem hele tiden, lege med dem hele tiden, træne med dem hele tiden. Det har ikke særlig meget med at være nærværende at gøre. At være nærværende handler som sagt om at være med det der. Hvis det er stilhed, er der ingen grund til at kontakte hunden. Og hvis du har en hund, der leger hyggeligt selv, behøver du ikke blande dig i legen, du kan blot give den et anerkendende blik, eller sige ”hvor er du god ven”, for på den måde at vise hunden at du ser den.

Du kan sagtens drikke kaffe eller nusse om vasketøjet imens. Når hunden så kontakter dig og måske inviterer dig på leg eller hygge, eller vil vise dig sit legetøj, så er det jo ”det der er”, og det du skal være til stede med og til rådighed i forhold til. Men du må altså gerne vente til behovet opstår hos hunden, i stedet for altid at skabe det selv.

Ét kærligt klap, når den går forbi

Det er faktisk en lettelse for mange hundeejere at finde ud af, at de ikke behøver at være i konstant kontakt eller konstant til rådighed for at være nærværende. Man behøver ikke lege med hunden hele tiden, men måske bare lige give den et kærligt klap, når den går forbi. Det er jo vigtigt at huske, at følesansen er den første udviklede sans hos hvalpen. Derfor er berøring en af de bedste måder, hvorpå man kan skabe en stærk og kærlig relation til hunden.

Der er pres på familielivet i dag, og at skulle tilføje mere på den lange liste over ting, der skal nås i løbet af dagen, dur ikke. Ofte kommer man til at ”nedprioritere” hunden. Men her er der godt nyt! For heldigvis er det at være nærværende ikke noget ekstra, du skal putte på listen. Det er derimod en anden måde at gøre alt det, du gør i forvejen. Nemlig at være til stede i det, og give det rum, i stedet for at ræse afsted fra det ene punkt til det andet i håb om at nå dem alle sammen, inden du falder om af udmattelse sidst på dagen.

Nærvær er ikke noget, der kan vinges af på en liste, ligesom indkøb, vasketøj eller lektielæsning.

Det er en måde at give livet og alle hverdagens opgaver mere ro og lidt mere fylde, i stedet for at være noget, der bare skal overstås. Vores mål er ofte at få klaret alle opgaverne, så vi kan komme hen til det tidspunkt, hvor vi rigtige skal hygge os og lege og være sammen med hunden.

Men sådan fungerer livet ikke. Og hvis vi prøver at få det til at fungere sådan alligevel, bliver alt det, livet byder på, én lang (og uendelig) række af opgaver der skal ordnes, frem for at være et liv der leves og som bevæger og udvikler sig.

Aktiveringsredskaber

Men for at vende tilbage til aktivering, så kan det både være sjovt og givende for hund og ejer, at have noget sjovt tilbehør til aktivering! Disse redskaber kan også være gode, når man skal ”opdrage” på sin hund. Aktiveringslegetøj og et godt kødfuldt ben er fantastiske redskaber til fx at træne alene hjemme. Faktisk i min optik nærmest uundværligt.

Men det må vi snakke mere om, når vi skriver en artikel om dette emne.

Som sagt er aktivering af din hund både sundt og godt, men med måde. Disse ”værktøjer” lærer oftest hunden at klare sig selv, hvilket jo ikke er den adfærd, vi ønsker. Så brug det med omtanke.

Her er der lidt forslag til de ting, vi selv har gjort brug af

(som krydderi til hverdagen, ikke som en fast bestanddel i hverdagen):

Søge/finde guffer eller legetøj

Nose-work inspireret søg hvor den skal søge efter en duft

Et snusetæppe (find det i din lokale dyrehandel)

Legetøj man kan ”fylde” med lækre sager, fx vådfoder, leverpostej eller lign.

Ben man kan smøre med leverpostej og fryse dem (Pas på marvben, da de kan sætte sig fast om hundens kæbe, eller kan sidde fast i halsen. Vi bruger hesteben!)

Kødfyldte ben af god kvalitet (igen gerne hesteben)

Bolde med godbidder i – en klassiker!

Spred maden ud på græsplænen

Diverse aktiveringslegetøj (opgaver som skal løses, for maden bliver udløst fx)

Det er de ting vi har brugt, udover træning, gåture, nærvær og leg.

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *