fbpx

Om Nikoline

Nikoline er uddannet indenfor psykologiens verden (psykoterapi og flere andre terapiformer),
og er hundeinstruktør med speciale i kommunikation og relations arbejde.

Hun arbejder som udgangspunkt med den usynlige kemi, der har afsæt i det følelsesmæssige samspil mellem hund og fører.

Nikoline’s store styrke er kompetenceudvikling hos hundeføreren, hvor Nikoline igennem faglig og personlig indsigt,
processer og en terapeutisk tilgang kan kigge ind i blandt andet præstationsangst, stress, konkurrencenerver, regulering m.m. 

Når man har oplevet at arbejde med Nikoline bag roret, så kan man ikke benægte at hun kommer helt i dybden
og hjælper med at få bygget en bro mellem det bevidste og ubevidste og bidrager til hundeførerens personlige vækst.

“Følelser smitter, og derfor skal vi som hundeførere
være ekstremt bevidste om vores egne følelser og hvordan de kommer til udtryk.”

 – Nikoline Kitsja Andersen

"Et trygt rum for både hund og hundefører"

Om Nikoline 

Nikoline er grundlægger af EES integral hundetræner uddannelse, og har udviklet DPT tilgangen, som er den tilgang der undervises i og arbejde ud fra hos Eifer Elite sport.

Jeg har en stærk overbevisning om, at det i sidste ende handler om relationen mellem træner, hundefører og hunden.

Denne relation skal være grundlag for at skabe et trygt læringsmiljø, således vi kan skabe rammerne for indre udvikling og ydre rammesætning.  Kun på denne måde, kan vi arbejde i dybden med os selv og hunden. Det handler om indsigt, forståelse, følelsesliv og ikke mindst anerkendelse.

Mange kompetencer og kvaliteter er ikke kun forbeholdt mennesket. Vi mennesker har ofte en tendens til at tro, at vi er ekstremt enestående og forskellige fra resten af dyrelivet. Der er selvfølgelig forskelle, både på arter og individer, men vi er på mange parametre ikke helt så unikke som vi tilsyneladende har brug for at gå og tro.

“Hvad mon der ville ske i mødet mellem os og vores hunde hvis vi mødtes med lidt mere indsigt og lidt mindre arrogance?”

Derfor sætter jeg en ære i at møde mine hundeførere med autencitet og gennemsigtighed.

Mine værdier som menneske, hundefører og træner bygger på autencitet, tryghed, samhørighed, udvikling, og glæde.

Ønsker du en hundetræner som...

..har masser af erfaring

Erfaring er ikke bare erfaring. Erfaring er i min optik kun brugbar, hvis man har været omgivet af de helt rigtige mennesker, og dér må man sige jeg har været heldig. Jeg har i min tid med hunde, altid været omgivet af de absolut dygtigste hundetrænere, psykologer, terapeuter, coaches, adfærdsbehandlere og hundepsykologer. Derfor er min erfaring ikke bare erfaring!

..er fagligt kompetent

Jeg vægter faglighed meget højt, og har en bred vifte af uddannelser og kurser, så jeg kan sikre jer, at jeg har den nyeste viden på områder indenfor psykologi, etologi, biologi, filosofi og ikke mindst er skarpt opdateret indenfor den nyeste forskning og udvikling.

..er skarp til det praktiske

At have en dyb faglig viden er vigtigt, men om vi vil eller ej, er det i det praktiske arbejde med hunden, at man kan se om hundetrænere formår at bruge sin viden eller ej. Mange kan sagtens sige og skrive flotte ting, men kan ikke vise det i praksis. Dem er jeg bestemt ikke én af. Jeg har styr på hvad jeg laver - både fagligt og praktisk!

..er utraditionel

Metoder, teknikker og faglighed er mit værktøj, men når alt kommer til alt - er min hundetræning og undervisning 100% præget af hvem jeg er som menneske, og det er dét jeg arbejder ud fra. Jeg går ikke ind for kasser og rammer, for hvad gør man så når enten hunden eller hundeføreren ikke passer ind i den pågældende kasse? Jeg mener, at jeg som menneske og hundefører, er mit eget redskab.

Figurant arbejde

Om Nikoline som figurant

Nikoline er under oplæring som indlæringsfigurant på sit 3. år, hvor hun både beskæftiger sig med DCH runderinger og brugshundetræning.

Oplæringen som figurant er en meget lang proces, såfremt man ønsker at kunne udøve professionen på top niveau, og stiller meget høje krav til den kvalitet man ønsker at tilbyde folk. 

Derfor er 3 års erfaring ikke meget, og Nikoline forventer at skulle bruge yderligere 1-2 år før hun ønsker at tilbyde denne form for træning. Nikoline er under oplæring hos Michael Eifer, som er en af Danmarks bedste indlæringsfiguranter. Læs om ham her.

Hun har indtil videre erfaring indenfor racer som schæfer, Malinois og labrador. 

Drop dog metoderne!

Træningsmetoder fejler i sig selv som oftest ikke noget, de er blot overordnede modeller, som er designede til at forme et specifikt resultat. Ville de mon være mere effektive i en følelsesmæssig kontekst og er det muligvis det, som gør, at én metode virker for én hundefører men ikke for en anden?

Det er her der er noget overset i nutidens hundetræning:

Det følelsesmæssige! 
..og ikke bare hundens følelsesliv, men i høj grad også vores eget.

Hvorfor glemmer så mange hundeførere, at have fokus på det? Er det overhovedet en forglemmelse, eller er det noget man ikke gør af frygt for at være ”forkert” i forhold til den etablerede træningskultur?

Læs evt. min artikel om det følelsesmæssige aspekt af hundetræningen her: “Drifter eller følelser i hundetræningen”, hvor jeg også argumenterer for den faglige begrundelsen for vigtigheden i at se på det følelsesmæssige i hundetræningen. 

Følelser kan opfanges og opleves, også selvom de ikke er vores egne. Det er blandt andet derfor følelser smitter. Empatisk kommunikation åbner op for at mærke efter, at sanse og skabe kontakt med omverdenen. Her kan man mødes og have fokus på hvordan man selv og andre har det, og hvordan det indgår i en bred vifte af hvad der oftest er ubevidst kommunikation. Det er her der er potentiale for at få et helt fantastisk samspil og samarbejde med sin hund!

Vi skal huske, at forskningen viser, at det hovedsageligt er følelser som tager beslutninger, og at det er følelserne der højst sandsynligt ligger til grund for langt størstedelen af tanker og handlinger, da de har en meget kraftig indvirkning på rationalitet.

Nikoline har grundlagt og udviklet DPT tilgangen, som der arbejdes ud fra hos Eifer Elite Sport. Læs mere om tilgangen her.

Dine krav til hunden, stiller krav til dig!

Det er vores nervesystem, der igennem vores sanser samler information om omverdenen og sender informationen videre til vores hjerne. Nervesystemet er ekstremt kompliceret og er designet til at interagere med andres, også med hundens. Gennem mange forskellige processer, kommunikerer vi med hunden – hele tiden. Altid. 

Måske bør man tage fokus lidt væk fra hunden og i stedet kigge indad.. Bør vi sætte flere spørgsmålstegn ved, hvad vi som hundeførere formår både kognitivt, motorisk, emotionelt og endda måske vigtigst af alt intuitivt og kommunikativt. Kan vi rammesætte på både makro og mikro parametre og skabe de bedst mulige forudsætninger for samarbejdet?

Selvagens er evnen til at bruge sig selv og sine kompetencer i samspil med andre, også med hunden. Det indebærer at kunne tænke og føle klart og være bevidst om de processer der er i nuet og anvende dem hensigtsmæssigt.

Vores egen evne til at kommunikere, evne til at navigere i egne følelser samt eget nervesystem. Evnen til at kunne “smitte” med følelser samt at kunne mentalisere og mærke ind i ting fremfor at være låst fast i det rationelle og metodiske, som oftest på ingen måde er blevet fremlagt i samspil med noget af ovenstående.

Træningen starter aldrig med hunden – den starter med hundeføreren.

Billeder er taget af Heidi Glisborg, find hende her: www.glisborg.dk

Eifer Elite Sport

Praktisk information

om os

Nyhedsbrev

Sign up to our newsletter