Hundens motivation

Hundetræningskulturen i både ind- og udland, er generelt fokuseret og baseret på ”guleroden på pinden” motivationen.  Gør dette, og du får kiks – gør det, og du vil blive sprøjtet med vand eller får skæld ud (eller hvad det nu kan være).

Der er en meget heftig debat om, hvad der er bedst. Begge dele være effektive, sandt, men begge er ydre forstærkning. Ydre motivation, hvad enten den er positiv eller negativ, kan have en omkostning. Nemlig at omkostningerne kommer til at resultere i nedsat eller et komplet fravær af indre motivation. Der er masser af information derude om ulemperne ved strafbaseret eller “pinden”-træning.

Dette er ikke overraskende, og med min faglige baggrund indenfor bla. traumer, neuroplasticitet og nervesystemet, ja så skal jeg slet ikke begynde at tale om den negative effekt dette har. Men hvad der generelt ikke er fokus på, og kan komme som et chok for nogle er, at belønningsbaseret eller “gulerods” træning, som vi kalder for gevinstorienteret træning, også kan have en negativ indvirkning.

Endnu mere chokerende er, at dette er på sit mest overdrevne, når det gøres med en klikker i hånden, og med et næsten komplet fravær af berøring.

“Men er argumentet for klikkertræning ikke, at det skal være motiverende og præcist?”

Jo det er argumentet. Men hvis du kender en lille smule til psykologi, så vil du også vide, at klikkertræning en meget upersonlig og gevinstorienteret træningsform. Det hele bliver meget passivt, og vi kan uden diskussion konkludere, at det er en ydre motivation.  

Godbidder er fx allerede en ydre motivation, og når man så tilføjer en klikker, som er en unaturlig og ikke-personlig lyd, vil den ydre belønning lige blive ”endnu mere ydre”, altså mere upersonlig.

Tilføj dertil at man ikke har berøring og autencitet med i sin træning, og så kan vi virkelig snakke dissociation og med en komplet mangel på nærvær og berigelse af hundens følelsesliv. Selvom intentionen med at være god, kan klikker og godbidder nemt fører til – oftest ubevidst – at man bliver fraværende og passiv i sin tilgang.

“Siger jeg hermed at ingen kan finde ud af at træne med klikker og stadig bevare sit nærvær og sin autencitet? Bliver man som hundefører altid passiv i sin kommunikation når man klikkertræner?”

Nej det er absolut ikke det jeg siger, for jo. Der findes skam hundeførere som ikke bliver passive og som stadig har nærvær i træningen. Men i disse tilfælde, er hundeførerne så gode til at bruge sig selv som ”belønning” og anerkendelse, at jeg personligt ikke helt forstår hvorfor klikkeren overhovedet er med – den bliver i min optik overflødig når disse hundeførere er så gode til at bruge sig selv.

Guleroden eller pinden?

Pinden:

Pinden bliver betegnet som ”gammeldags”, ”traditionel” eller ”tvangsbaseret” træning, og fokuserer på indlæring gennem straf og frygt. Denne indlæringsmetoder virker, og disse hundeførere opnår som regel også de resultater de ønsker. Dog ser man som oftest, at man går glip af den del som kaldes ”hundens arbejdsglæde” og generelt det at have en tryg og afbalanceret hund.

Guleroden:

Guleroden bliver betegnet som ”positiv træning” eller ”udelukkende positiv tilgang”. Her stræbes der efter at være det stikmodsatte af ovenstående træning, og bruge store mængder positiv forstærkning gennem ydre belønninger som mad, legetøj mv.

Man ignorerer oftest hunden hvis den har en uhensigtsmæssig adfærd, og man skælder ikke ud eller viser hunden hvis noget er ”forkert ” (uhensigtsmæssigt).

Problemet er, at når man går så voldsomt i den anden grøft kan det give bagslag, når vi kigger på den indre motivation. Det bliver ”all about guleroden” så at sige… ingen belønning = ingen initiativ = ingen motivation. Lidt ligesom vi oplevede i det eksperiment med børnene.

Hvad med man i stedet var autentisk?

Hvad med man i stedet anvendte den enorme viden vi har omkring psykologi, krop, sind, sjæl, nervesystemer, og generelt hele følelseslivet? Hvad med bare at være et menneske? Et hundemenneske? Fremfor at sværge til en metode, som i bedste fald passer til nogen hunde (men ikke alle), og som i sin essens gør os falske og ude af trit med vores autencitet?

Hvad mener jeg med det?

Jeg mener at du forhåbentlig ikke kunne finde på at slå din datter hvis hun ikke kan finde ud af at binde sine snørrebånd?

Jeg mener, at du formentlig aldrig kunne finde på at ”klikke” hvis din datter kom og viste dig en tegning, for derefter at stikke hende en mariekiks?

Nej vel. Godt. Så lad os opføre os autentisk. At kunne se udover ”pinden” og ”guleroden”, at se udover metoder og restriktioner, må vel være hele essensen i hundetræning. Det må være dér vi kan finde det rigtig samspil og opnå en ægte og autentisk samhørighed med vores hund. Det må være dér hunden oplever og finder sin indre motivation.

“Hunden trives med struktur og den higer efter lederskab”

Vi skal huske at hunden som udgangspunkt godt kan lide os, hunden vil gerne være sammen med os, og den vil gerne deltage og have det sjovt sammen med os. Hundens motivation er som udgangspunkt høj fra fødslen af. Den vil gerne være en del af flokken, og den er hårdt forbundet til ønsket om at være en del af en flok – på samme måde som vi mennesker er. Vi arbejder også med glæde for at være en del af vores flok (familie). Hunden trives med struktur og den higer efter lederskab (vi foretrækker at kalde det lærerskab). Hunden har brug for at vi sam-regulerer med den, og den har brug for at føle sig set. Alle disse ting er meget kraftfulde, og har en langt højere betydning end en ydre motivation i form af en belønning. Desværre bliver disse ting ofte overskygget af eksterne belønninger eller straf baseret træning.

Betyder det vi skal træne uden belønning eller straf? Mit svar må være ja og nej. Vi skal træne ud fra at være autentiske. Vi skal træne ud fra, at det mest kærlige vi kan gøre overfor vores hund, er at sætte rammer og krav, i form af hvad den må og ikke må. Dette betyder ikke straf, det betyder at vi tager et kærligt voksenansvar! Vi skal træne ud fra, at vi er ligeværdige med hunden (ikke at forveksle med ligestillede), og vi skal behandle vores hund med kærlighed og respekt! 

Vi skal bruge vores kroppe, vores nervesystem, vores sansninger, vores stemme, hænder, kropssprog, berøring, og alt i alt vores overordnede fulde og nærværende tilstedeværelse. Er det ikke det mindste vi kan gøre for hunden, nu når den så gerne vil være sammen med os?

At have dette syn på hundetræning, har langt højere værdi, og indeholder en dyb og intim indre motivation.