Skrevet af Michael Eifer
Hvad er en schæferhund hvis man spørger folk?
”En schæferhund er en faaaaarlig vagthund”
”En schæferhund er en bidsk hund”
”En schæferhund er god til børn”
”En schæferhund er en hyrdehund”
“En schæferhund er en politihund”
“En schæferhund er en brugshund”
“En schæferhund er en familiehund”
“En schæferhund er god til militæret”
Meninger, holdninger og påstande omkring den meget populære og alsidige schæferhund florerer overalt.
Når schæferhunden omtales, så omtales den som om der kun er én schæferhund, og den schæferhund som omtales har det hele; Den er helt fantastisk, kan være bidsk, omgængelig, intelligent og vagtsom og en helt masse andre ting som ofte reelt er yderst modsigende!
Men er der virkelig kun én schæferhund og er den så alsidig som ovenstående antyder?
Både og. Der er nemlig en bred vifte af variation, både hvad angår udseende og egenskaber, og den vifte tager afsæt i forskellig linjeavl.
Show linjen er det vi herhjemme i Danmark kalder for højavls-linjen eller udstillings-linjen, og benævnes ofte generelt som højavls-schæferen i daglig tale.
Working dog linjerne har herhjemme fået betegnelsen ”grå schæfer” i daglig tale og dækker selvsagt over brugshunde linjerne. Der findes flere linjer end dem der er nævnt her, men vi har valgt blot at nævne nogle få overordnede linjer.
Siden 1800-tallet, er schæferen steget i popularitet og findes i rigtig mange hjem og hos politiet samt militæret. Set udefra så er det forståeligt at det giver anledning til forvirring omkring de mange modsigende udsagn omkring schæferhunden. Schæferhunden er formentlig den race i verden, som indeholder den bredeste vifte af variationer. Der er variation i æstetik, kropsbygning, knoglestruktur og sidst men ikke mindst i psyken og temperamentet.
Schæferhundens opdeling begyndte omkring 1. verdenskrig hvor de forskellige linjer blev skabt med ophav i hvad man havde brug for i den tid. F.eks. en Østtysk DDR- linje (grå schæfer), hvor avlen stringent blev overvåget og reguleret af den Østtyske regering.
De blev avlet med henblik på ”border patrol” og havde fast arbejde langs Berlinmuren. Linjen bestod af stabile hunde, som havde et medium udpræget bytteinstinkt og et stærkt forsvarsinstinkt. Dette gjorde den ideel til grænsebevogtning da den generelt var mistænksom overfor fremmede og hurtigt udviste aggression.
Den dag i dag skal man stadig tænke sig godt om hvis man vil købe schæfer fra Østeuropa. Hunden skulle arbejde i et relativt hårdt miljø og der var ofte meget lave temperaturer om vinteren så der var fokus på at avle sunde stærke hunde både fysisk og psykisk, som kunne holde til de barske vilkår som tjenestehund i Østeuropa. De er derfor generelt sværere at håndtere end de vestlige linjer, og når de reagerer, så går det stærkt.
I Vesttyskland opstod der 2 andre linjer; en West German Working Line (grå schæfer) og en West German Show Line (højavls-schæfer). Disse havde som navnene antyder, meget forskellige egenskaber.
Højavls-schæferen blev avlet med æstetik for øje, den skulle være flot, have flotte farver og en bestemt bygning. Der blev sat øget fokus på en hund med mindre aggression som ville trives godt hos den almene familie. Det gør at den trives godt i familier hvor der er et moderat aktivitetsniveau, hvor aktiviteterne bærer mere præg af leg og træning med henblik på sport, end deciderede hårde arbejdsopgaver.
Dette gør den på ingen måde til en dårligere hund, men blot en anden type hund. En hund som er mere velegnet til forholdene i en familie, og som allround fungerer rigtigt godt i mange hjem. Der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelse. Der kan derfor godt forekomme hunde med afsæt i udstillingslinjer der temperamentsmæssigt læner sig op ad brugshundelinjen og omvendt.
Den grå schæfer, som blandt andet består af West German Working linjen og DDR-linjen, kræver at arbejde for at trives. Den har en meget stærk vilje og er avlet til at arbejde i et miljø hvor den skal håndtere psykisk og fysisk modstand. F.eks. kan hunden blive sat til at eftersætte og standse en mand, som formentlig vil gøre hvad som helst for ikke at blive ”fanget”. Den har en stærk psyke, høj motivation og en vilje som baner vejen for dens behov, på samme måde som en isbryder bryder igennem is.
Den største forskel på højavls-schæferen og den grå schæfer, ligger i initiativet, engagementet, og ikke mindst viljen. Brugs-linjen (den grå schæfer) er langt mere tilbøjelig til at udvise initiativ og den følger det til dørs med et enormt engagement og en stærk vilje, også når den møder modgang.
Den har udprægede stærke instinkter både på bytte og forsvarssiden og læner sig på mange parametre op ad DDR-linjerne, men typisk har den et lidt roligere temperament. Den er derfor typisk ikke helt lige så hurtig til at udvise aggression, men besidder den stadig.
Så hvad er en schæferhund? Og er schæferhunden virkelig så alsidig? Svaret må blive – NEJ. Der er nemlig ikke kun én schæferhund. Linjerne er så forskellige, at det eneste fællestræk de har tilbage, er deres oprindelse.
De varianter der er af schæferhunde, udgør naturligvis samlet set en vis alsidighed, man skal blot huske at variationen er så stor, at de sandsynligvis ikke bør kategoriseres som én race.
Vi håber denne artikel kan skabe lidt mere gennemsigtighed omkring schæferhunden og dens mange ”myter” og afskygninger. Der findes naturligvis undtagelser og afvigelser indenfor alle linjerne. Miljøpåvirkninger, rammesætning, træning og ikke mindst hundeførerens egen erfaring, viden og kompetencer er naturligvis i høj grad med til at forme hunden.
Billederne på siden er taget af dygtige Heidi. Find hende her: www.glisborg.dk