Mange hundeførere og figuranter med interesse i forsvarsarbejde, ved desværre ikke nok om, hvordan man skal starte denne slags træning korrekt op. Spørgsmålet ”skal man starte med at træne byttedrift eller forsvarsdrift?” høres igen og igen. Nogle hævder sågar at det er smart at starte hunden op i bytte-forsvarsdrift.

Men inden vi går videre, skal vi lige redegøre for hvad de forskellige drifter indebærer:

Forsvarsdriften optræder i to former:

1. Aktivt forsvar = Fremad, aggression, selvsikkerhed, målrettethed
2. Passivt forsvar = Tilbagetrækning, frygt, usikkerhed, undgående adfærd

Begge former udløses af samme stimuli: Tilpasset og afstemt ”truende” adfærd fra figuranten (fysisk eller psykisk).

Forsvarsdriften handler altså primært om at skabe afstand ved at gø (standhals). Hunden vil altså forsøge at skræmme truslen væk.

Byttedriften handler om:

Hundens instinktive trang, lyst og behov, for at jage, fange og bide sig fast i sit bytte.

Det er en grundlæggende del af hundens natur, og har været med til at sikre dens overlevelse tilbage til da de var ulve.

Byttedriften handler altså primært om at mindske afstand ved at være helt stille og bevæge sig lydløst.

Tilbage til om man skal starte den unge hund op i bytte- eller forsvarsdrift:

Flere ender med – formentlig ubevidst – at mixe/blande de to drifter, hvilket er helt katastrofalt for hundens velbefindende. Svaret på hvilken drift man skal starte med at træne, diskuteres heftigt, hvor nogle hævder at man kun bør træne byttedrift med den unge hund. Der er også en vis sandhed i denne idé. Forsvarsarbejde bygger på et fundament af modenhed og selvsikkerhed, hvilken den helt unge hund selvfølgelig ikke besidder endnu.

Det svarer til at bede et lille barn, om at sige til en voksen mand, at han har parkeret sin bil lidt uhensigtsmæssigt og bør flytte den. Not gonna happen right? Og det ville bestemt heller ikke være fair. Det lille barn ville formentlig føle sig usikker. Forsvarsarbejde kan for den helt unge hund virke stressende og belastende for hundens nervesystem, og man ville ved mange hunde kunne risikere at indlære en standhals baseret på frygt, fremfor på selvsikkerhed.

Men.. Ja nu kommer det store men..
For der er ingen facitliste, og der er ingen generel drejebog til denne slags træning..
Derfor ”men”….
Det afhænger helt og holdent af den pågældende hund, dens genetik, temperament, nervesystem, selvsikkerhed og modenhed. Byttedriften er nemmere at udføre ordentligt, og resulterer sjældent i at man stresser og frustrerer hunden – hvis det er udført korrekt selvfølgelig. Desværre ser vi (rigtig ofte) hvordan folk påstår at de træner hunden til at give hals i byttedrift. I virkeligheden arbejder de ikke med instinktet men imod instinktet. Lad os give et eksempel:

En figurant har en snor eller fiskestand med et skind forenden, og bevæger skindet frem og tilbage. På et tidspunkt lader figuranten skindet ligge helt stille, og nu hævdes det, at hunden skal ”gø byttet op”. Hunden skal altså gø, for at skindet igen bevæger sig.

Dette set-up arbejder direkte imod hundens biologi og fysiologi. Har du nogensinde hørt eller set et rovdyr, advare sit bytte inden det kommer og fanger det? ”VOV VOV, nu kommer jeg…”. Nej vel?

Intentionen er uden tvivl den bedste, specielt fordi denne teknik er blevet brugt gennem de sidste 30 år, og har til dels også fungeret. Men kun fordi man frustrerer hunden til at gø ved at modarbejde hunden i sit instinkt til et niveau hvor hunden ikke længere kan rumme det og afreagerer i en standhals bygget op på frustration. Det er rigtig ærgerligt, for der er vel ingen af os der bevidst ønsker at frustrere vores helt unge hund? 
Hos de hunde som er stærke i deres instinkter og generelt har et godt selvværd og en god selvtillid, vil man indimellem se og opleve, at de aldrig kommer i gang med at gø under dette set-up.  De anser det stilleliggende skind som et byttedyr der ”trykker” sig, og det er stik imod biologien at skræmme det væk.  Man ser også hunde som forsøger at give hals og man kan høre tænderne klappe sammen, men der kommer ingen (eller næsten ingen) lyd ud. Dette skyldes at nervesystemet har blokeret for signalerne, som skal aktivere stemmebåndet. Dette sker for at optimere sandsynligheden for overlevelse.

En larmende hund = ingen ”middag”.

Disse hunde bliver ofte erklæret uegnede og kasseres, men i virkeligheden har man formentligt lige kasseret en første klasses top hund.

Når tiden kommer, og man skal starte hunden op i forsvarsdrift (nogle hunde er klar som 5 måneders, andre som 11-12 måneders eller senere), er det yderst vigtigt, at man som figurant har en fremragende grundlæggende forståelse for drifter og ikke mindst hundens følelsesliv, og kan aflæse alle hundens små signaler på et splitsekund.

En helt afgørende forudsætning for at kunne starte hunden op i forsvarsdrift er modenhed. Forsvarsdriften er en vigtig del af forsvarstræningen, men det er også det farligste aspekt af det. Med det menes først og fremmest, at det er farligt for hundene. Forsvarstræning udført forkert kan virkelig ødelægge en hund. Derfor er vores filosofi: “Det er aldrig for sent at udføre forsvarsarbejde, men ret ofte gøres det for tidligt”. Derudover skal tilgangen og udførslen af arbejdet med forsvarsdriften, også udføres i overensstemmelse med hundens modenhed, personlighed, mod og vilje, og ikke mindst ud fra nogle meget dybdegående og præcise teknikker.
Forsvarsdriften er som sagt en vigtig del af forsvarstræningen, og kan – hvis den er udført forkert – også være uhensigtsmæssig for hundens omgivelser. Herved forstås, at hvis man ikke ved hvad man laver, og ved en fejl ikke lærer hunden at kunne skifte fra byttedrift til forsvarsdrift og omvendt (kanalisering), så kan man altså risikere at lære hunden, at bide i forsvarsdrift. Ikke hensigtsmæssigt vel?

Lad os tale lidt om det. Et af de sværeste begreber at udføre indenfor forsvarsarbejde, er begrebet kanalisering.

Kanalisering er den proces, hvorved vi udvikler samspillet mellem bytte- og forsvarsdrift, og lærer hunden kontrolleret og stabilt, at skifte fra den ene drift til den anden. Forsvarsdriften kræver selvsikkerhed og årvågenhed, byttedriften er beroligende og tilfredsstillende. Hunden skal føle sig stærk og i kontrol over situationen. Den skal føle sig ovenpå. Forsvarsarbejdet er nødvendigt for, at en hund kan ”bekæmpe” en mand. Hvad end vi træner rundering i DCH, eller decideret forsvarsarbejde med tjeneste- eller sportshunde. At hunden har en fri og flot standhals, og på et splitsekund kan skifte til byttedrift og have et dybt fast greb, for igen at skifte tilbage til forsvarsdrift, ved at lave et rent slip og starte en flot standhals op, kræver at vi har bygget hunden korrekt og kanaliseret rigtigt. Helt fra start!

Vi arbejder altså ikke med hundens kognitive forståelse, vi arbejder derimod med dens instinkter, nervesystem, følelsesliv, og overlevelsesresponser. Derfor er det yderst vigtigt, at figuranten ved hvad han/hun laver, og kan passe på hunden i processen.

Vores mål under træningen af forsvarsdriften er at give hunden så mange små sejre, at den på sigt føler sig uovervindelig, og ikke bliver presset og frustreret, men derimod med selvsikkerhed kan ”råbe” (gø) at figuranten er en gammel skid og at han skal “pisse af”. Hunden har altså helt styr på situationen og processen, og er sund og stabil i sin tilgang. Kan dette indarbejdes med en ung hund? Ja med nogle. Men det kan ikke gøres med alle hunde i en ung alder, og det skal gøres ordentligt og med omtanke. Som oftest ønsker vi ikke at starte hundene op i forsvarsdriften før de er omkring 9 – 12 måneder. Med undtagelser selvfølgelig.

En anden god grund til at vente med at starte op med forsvarsdriften til hunden er lidt ældre, kan være fordi nogle enkelte hunde udviser meget tydeligt forsvar i en tidlig alder. Hvis hunden ikke er særlig social og selvsikker omkring mennesker under normale omstændigheder, vil den unge hund eller hvalp have en ekstrem lav stress tærskel, og have lettere ved at blive usikker (udvise frygt). Begynder man her med forsvarsarbejdet i en tidlig alder, kan man komme til at skubbe denne hund til at blive endnu mere nervøs og udvikle endnu mere usikkerhed, og det ønsker vi bestemt ikke!
Vi ønsker en hund som er selvsikker og som nyder processen og arbejdet. Man kan ikke arbejde med et ”program” der ikke er tilgængeligt i hunden. Mangel på selvtillid giver ikke figuranten plads og mulighed for at arbejde med forsvarsdriften uden at skubbe til usikkerheden, så en hund som denne skal man ikke umiddelbart træne forsvarsdriften på. Men igen. Der er få undtagelser, som vi kan gennemgå en anden god gang. Der findes også de hunde, som slet ikke vil udvise forsvarsdrift, før de er meget ældre, og igen kan du ikke arbejde med et ”program” der ikke er tilgængeligt.

Når der trænes med en ung hund, skal vi som dygtige og ansvarsbevidste figuranter, finde og udvikle hundens styrker og iboende kompetencer, for på den måde at skabe og udvikle selvsikkerhed hos hunden. Når forsvarsdriften udvikles, kan vi begynde at arbejde med den i et roligt tempo, så hunden udvikler stabilitet, overskud og selvsikkerhed i denne drift.

Faktum er, at ikke alle hunde har det stærke nervesystem, der skal til for at kunne trænes i forsvarsarbejde. Det sker ofte, at der her arbejdes med en hund i mixede/blandede drifter, herunder særligt byttedriften, og man vælger at undgå forsvarstræningen, af frygt for at hunden ikke kan håndtere det. Det resulterer som regel i, at fundamentet bliver svagt og ustabilt. Det ender ud med en hund med svage nerver, som kan se ud til at fungere fint i en periode, men som vil begynde at vise tegn på sammenbrud, når der lægges lydighed på øvelserne. Fundamentet vil være for ustabilt, og det vil øge den allerede grundlagte stress i hunden, hvilket kan medføre problemer som løst greb, tyggen i ærmet, slip problemer, udfordringer med at frigive sin standhals osv.

Konflikten kommer især til udtryk i overgangen fra et slip hvor en hund skal ”deaktivere/slukke” bytteinstinktet og ”aktivere/tænde” forsvarsinstinktet og starte en standhals. Konflikten opstår ikke på baggrund af en manglende forståelse af opgaven. Det handler ikke om at hunden ikke vil, det handler om at hunden ikke kan! Det er virkelig vigtigt at huske!

Det er altså ikke hundens præfrontale del af hjernen (den kognitive (tænkende) del af hjernen) som styrer instinkterne. Hunden handler ud fra krybdyrshjernen, som styrer de helt basale behov. Adfærden og hundens handlinger bygges op igennem nervesystemet, hvor hunden igennem sanserne, i dette tilfælde bla. synssansen, registrerer en trussel eller et byttedyr visuelt. Gennem erfaringer i mødet med disse, udvikles der hensigtsmæssige strategier, som skal sikre hundens overlevelse. Disse instinkter er som sagt stærkt koblet på basal overlevelse! Den del af hjernen er stærkt forprogrammeret til at reagere på en bestemt måde. Hundens adfærd er over tid blevet forstærket igen og igen og grundet deres direkte indflydelse på liv eller død, er de meget stærkt etablerede, gennemtestede og specialiserede. Derfor giver det naturligvis en masse problemer når vores træning og metode udfordrer tusinder af års etableret biologi.

Vi gentager lige: Det handler ikke om at hunden ikke vil, det handler om at hunden ikke kan!

Det er fx ikke hensigtsmæssigt for os, at en hund bider i forsvarsdrift. En hund som bider i forsvarsdrift, vil ofte i bedste fald have et løst greb, som ikke er dybt og fast. Man kan drage en parallel til når en hund ”markeringsbider” i en konflikt med en anden hund, hvilket kun sker, hvis hunden ikke ser anden udvej, fordi det ikke er lykkedes at skabe afstand igennem trusler fx i form af halsgivning. Instinktet forsøger stadig at skabe afstand, og derfor er biddet ikke fast men løst og har til hensigt at fungere som en ”final warning”, som har til formål at den anden part trækker sig og afstanden etableres.

Derfor er det meget vigtigt at man aldrig lader sin hund bide i forsvarsdrift. En hund bør kun bide i sin byttedrift! Når en hund bider i sin byttedrift, føler den sig stærk og selvsikker, og biddet vil være dybt og hårdt. Hunden er her klar over, at den er jægeren og derfor ikke behøver være bekymret. Bytteinstinktet påvirkes derfor ikke af dens modstykke, som er forsvarsinstinktet. Tyggeri, dårligt greb og ”svinen” i ærmet har alle det til fælles, at der er to instinkter aktive som gør at hunden har svært ved at navigere i om den skal tæt på og bide, eller skabe afstand igennem trussel (standhals). I princippet kan de to instinkter ikke være aktive samtidig, men de vil konstant skifte fra det ene til det andet på millisekunder, således det vil føles og syne som om de er aktiveret på samme tid. Det er meget frustrerende og ressourcekrævende for hele hundens system.

Sådan en hund er et tydeligt billede på et manglende fundament, og dermed en hund som ikke har lært at håndtere drifterne og adskille dem. Samtidigt stresser det hunden at være i et træningsmiljø, som arbejder direkte imod hundens instinkter. Stress og frustration blokerer i høj grad for læring og samarbejdet med hundeføreren.

En hund som derimod har fundamentet i orden, og er trænet i at kunne skifte stabilt i drifterne, gennem kanalisering fra forsvar til bytte og omvendt, vil også fungere bedre i lydigheden, da den har lært at regulere sig selv og sit nervesystem, gennem gensidig tillid til både figurant og hundefører.

Det er netop sådan vi ønsker at træne og bygge vores hunde.