Skrevet af Nikoline Kitsja Andersen
Derfor virker “vent og beløn” ikke
“Når du begynder at se træning som regulering frem for præstation, sker der noget magisk. Du bliver ikke længere en dommer, der vurderer, men en ven, der støtter.”
“Vent til hunden kigger på dig – og beløn.”
Det lyder så rigtigt. Så “positivt”.
Men i virkeligheden?
Det er en meget uhensigtsmæssig måde at arbejde med en hunds nervesystem, relation og tryghed på.
Forestil dig situationen:
Din hund ser en anden hund. Den stivner, stirrer, gør måske, eller spænder i hele kroppen.
Og du får at vide: “Vent. Gør ingenting. Når hunden kigger på dig igen, så beløn.”
“På den måde forstærker du den ønskede adfærd med positiv forstærkning, og ignorerer den uønskede” lyder argumentet.
Det lyder jo også meget fint.
Men hvad sker der i virkeligheden?
Hunden står alene i et øjeblik med høj arousal, utryghed eller stærk nysgerrighed.
Du kommunikerer ikke.
Hunden ved ikke, at du ønsker, den skal gætte sig til det.
Den ved ikke, hvordan den kan finde ro.
Den bliver overladt til at regulere sit nervesystem selv – og det kan den ikke!
Du bliver et fravær, når hunden har mest brug for din guidning.
Og fravær skaber ikke tryghed.
Det skaber uforudsigelighed, forvirring og afstand i relationen.
Det skaber stress og på sigt mikrotraumer.
Det svarer til, at et barn bliver utrygt og kigger efter hjælp, og du står helt stille og venter på, at barnet selv vender sig mod dig.
Barnet føler sig alene. Uset. Uforstået.
Når barnet så vender sig om for at få støtte, får det en mariekiks i stedet.
Præcis sådan har hunden det.
Lyt også til vores podcast – find den lige her!
Artikel: Derfor virker vent-og-beløn ikke
Og det giver faktisk rigtig god mening, hvis vi kigger på nervesystemets biologi.
Når hunden bliver fanget i et møde, hvor den oplever noget uventet, intenst eller potentielt truende, tager det sympatiske nervesystem over. Kroppen går i alarm: puls og muskelspændingerne stiger, blikket fastlåses, og systemet forbereder sig på enten kamp, flugt eller frys. I denne tilstand er præfrontal cortex (den del af hjernen, der står for refleksion, læring og fleksible valg) sat ud af spil. Hunden kan ikke vælge. Den kan ikke lære. Den kan ikke regulere sig selv.
Når vi i det øjeblik stiller os passive og venter, overlader vi den til sin alarmtilstand. Vi beder den om at løse en opgave, som dens biologi ikke er i stand til at løse. Det skaber en oplevelse af at være alene i utrygheden, og den erfaring lagres i nervesystemet. Over tid skaber gentagelser af den oplevelse en relation, hvor hunden lærer, at kontakt ikke er hjælp, men fravær. Og når kontakt ikke føles tryg, mister den sin funktion.
Det, hunden derimod har brug for, er samregulering. Det er her, relationen bliver livsvigtig.
Når vi træder ind i situationen med ro, tydelighed og kontakt, tilbyder vi hundens nervesystem et anker. Vores stemme, vores åndedræt, vores bevægelser og vores retning bliver signaler til hjernestammen om, at “du er ikke alene – vi bevæger os sammen”.
Samregulering er ikke at tale hunden til ro, men at vise ro. At tage lederskab for rytmen, for retningen, for vejen ud af fastlåsningen. Det er at vise: “Jeg ser dig. Jeg forstår, hvad der sker. Og jeg hjælper dig gennem det.”
Artikel: Derfor virker “vent-og-beløn” ikke
Hvad du skal gøre i stedet:
-Træd ind som den trygge base.
-Tag ansvar for at guide hundens nervesystem ned i ro.
-Vis hunden, hvad I skal – og ikke skal.
-Vær dens trygge anker.
-Kommunikér tydeligt og roligt. Sæt ord, bevægelse og intention på: “Kig her… kom, vi går denne vej… jeg har dig.”
-Vis vejen frem.
-Når hunden stirrer, så kald den blidt ind i kontakt. Brug din stemme, dit kropssprog, og skab bevægelse. Hjælp den ud af fastlåsningen.
-Beløn det guidede valg. Når hunden vælger dig på din invitation, så styrkes trygheden, forståelsen og samarbejdet.
Træning handler ikke om at vente på, at hunden gætter.
Det handler om kommunikation, samarbejde og guidning.
Når du guider, bliver du hundens trygge base.
Når du venter i tavshed, bliver du dens fravær.
Når vi begynder at forstå relationen som et biologisk felt af tryghed og kommunikation, forandres alt. For træning er ikke bare læring, det er samskabelse af tilstande. Vi hjælper hunden med at finde ind i det felt, hvor den kan lære, mærke og vælge. I stedet for at vente på “korrekt adfærd”, begynder vi at arbejde med tilstanden bag adfærden. Vi opdager, at når kroppen er i ro, følger adfærden med, ikke fordi vi kontrollerer den, men fordi vi regulerer sammen.
Når du begynder at se træning som regulering frem for præstation, sker der noget magisk. Du bliver ikke længere en dommer, der vurderer, men en ven, der støtter. Du lærer at mærke, hvornår du skal træde ind, og hvornår du skal give plads. Du lærer at se bag reaktionen, og opdager, at det, hunden kalder på, sjældent er teknik, men tryghed.
Og tryghed skabes ikke i tavshed.
Den skabes i mødet.
Pssst. Alle situationer er forskellige, og nogle gange kan hunden have brug for at “scanne” rummet eller træningsbanen et minuts tid, før den er klar.
Dette betyder ikke nødvendigvis, at hundens nervesystem er presset, men blot at den lige skal lande.
Her har hunden måske ikke brug for støtte, men mere ro til at kigge rundt og orientere sig.
At kunne kende forskel kræver nærvær og evnen til at læse hundens tilstand, ikke kun dens adfærd.
