Når positiv forstærkning og belønningsbaseret træning er kontrol i forklædning

Skrevet af  Nikoline Kitsja Andersen

Når positiv forstærkning og belønningsbaseret træning er kontrol i forklædning

Artikel: Når positiv forstærkning og belønningsbaseret træning, er kontrol i forklædning

Denne artikel er skrevet sammen med vores podcast om emnet. Episoden udgives d. 13/10-25.

Lyt til vores podcast – find den lige her!

Artikel: Når positiv forstærkning og belønningsbaseret træning, er kontrol i forklædning

I moderne hundetræning er det næsten blevet et kvalitetsstempel at kalde sig belønningsbaseret hundetræner eller “en der kun træner med positiv forstærkning”. Begreberne signalerer etik, omsorg og faglighed, og de bruges ofte som et modsvar til tidligere tiders magt, straf og dominans. 

Men bag de fine ord gemmer der sig en udfordring, som vi er nødt til at turde se i øjnene: 

Har vi i forsøget på at blive “etiske” faktisk skabt en ny form for kontrol, hvor vi stadig styrer adfærd, blot med godbidder i stedet for straf? 

Har vi gjort læring til en teknisk proces, hvor vi “manipulerer” adfærd gennem forstærkning, men glemmer det vigtigste – nemlig hundens følelsesmæssige tilstand, nervesystemets balance og relationens autenticitet?

Operant betingning, som hele ideen om positiv forstærkning bygger på, er i sin natur mekanisk. Den handler om at forstærke ønsket adfærd, så den gentages, og undlade at forstærke den uønskede, så den forsvinder. Det lyder logisk og har en vis effekt – men det er en model, der ser hunden som et system, der reagerer på stimuli, ikke som et følende væsen med et komplekst nervesystem og en iboende trang til forbindelse og tryghed.

Jeg gentager lige: FORBINDELSE OG TRYGHED!

Den glemmer, at adfærd aldrig er tilfældig, men altid et udtryk for en indre tilstand. Og den overser, at et nervesystem i ubalance ikke kan modtage læring, uanset hvor systematisk vi belønner. For når kroppen er i alarm, er overlevelse den eneste prioritet. Dopamin, oxytocin og neuroplasticitet – alle de systemer, som læring bygger på – lukker altså ned! Og så hjælper det ikke om vi arbejder belønningsbaseret eller udelukkende med positiv forstærkning! 

Når vi står midt i en træning og oplever, at hunden “tjekker ud”, mister fokus, virker “umotiveret” eller reagerer uforudsigeligt, og vi automatisk forsøger at få den tilbage ved at gøre os mere spændende, bruge højere stemme, hurtigere bevægelser, bedre godbidder, bedre legetøj, klik og ros, så handler det sjældent om motivation, men om regulering. Det handler ikke om, at hunden ikke “vil”, men om, at den ikke kan. Den er i et andet system – i overlevelse, ikke i læring. Og det, den har brug for i det øjeblik, er ikke mere energi, men nærvær og forbindelse. Ikke mere stimulering eller positiv forstærkning, men støtte. Den har brug for, at vi bliver stående i vores egen regulering, at vi er trygge og nærværende, så den kan bruge os som anker. Men i stedet reagerer vi selv med uro, vi forlader os selv og forsøger at kompensere med teknik og forstærkning, og i det øjeblik mister vi autenticiteten. Vi bliver trænere, der handler teknisk, frem for mennesker, der er nærværende.

Lad mig sige det HELT KORT OG GODT:

Forestil dig, at hunden udfører den ønskede adfærd, og du bruger din belønningsbaserede tilgang eller din positive forstærkning og belønner hunden for adfærden. Men hvad nu hvis hunden har det dårligt mens den gør det? Hvad nu hvis hunden ligner en, som har det OK, fordi du altid har vist den, at den kun får ros og for den “korrekte adfærd”? Så hvad nu hvis din hund gør alt for din kærlighed, også ting som den er utryg ved? 

Og her opstår et af de mest alvorlige paradokser i den moderne træning: vi kalder det belønningsbaseret, men vi belønner ofte uregulerede tilstande. Vi klikker og forstærker adfærd, men vi overser, at kroppen bag adfærden måske er i alarm. Hunden kommer måske, sætter sig måske, går måske på plads. Men ikke fra ro, ikke fra lyst, ikke fra tryghed. Den handler ud fra pres, uro, overlevelse. Og vi lærer den, at det er dér, kontakten og forbindelsen opstår – i præstationen, ikke i mødet. 

Over tid bliver dette til mikrotraumer: små gentagne oplevelser af ikke at blive mødt følelsesmæssigt dér, hvor man er, men i stedet blive vurderet på, hvad man gør. Det skaber en relation, hvor hunden ikke lærer at mærke sig selv, men kun at tilpasse sig. Den mister initiativet, lysten, engagementet – og vi kalder det “demotivation” eller manglende drift, men i virkeligheden er det opgivenhed. Et nervesystem, der ikke længere oplever relationen som tryg, men som kravstillende. 

Og som om det ikke var nok, ser vi i mange kredse en næsten religiøs tro på, at man udelukkende skal bruge positiv forstærkning; at man aldrig må sige nej, aldrig må sætte grænser, aldrig vise hunden, hvad den ikke skal. Man skal aflede, ignorere og omdirigere. 

Men hvad lærer vi så egentlig hunden? 

Vi lærer den, at dens adfærd og følelser ikke mødes, men afvises. Vi lærer den, at tydelighed og grænser ikke findes, og at verden er uforudsigelig. For i naturen, i relationen, i livet, er regulering ikke kun ros, det er også guidning, retning, struktur. Et venligt, roligt og reguleret “nej” med et kropssprog der understøtter det, er ikke afvisning, det er information. Det er et signal til nervesystemet: “Her er grænsen. Du er tryg. Jeg leder vejen.” Uden grænser bliver alt flydende, og for mange hunde bliver det dybt stressende, fordi verden mister forudsigelighed. At ignorere adfærd er ikke neutralitet – det er fravær. Og fravær skaber utryghed!

belønningsbaseret hundetræning positiv forstærkning

Artikel: Når positiv forstærkning og belønningsbaseret træning, er kontrol i forklædning

er klikkertræning forældet artikel

Når vi nægter at bruge hele spektret af vores kommunikation, når vi tror, at etik handler om at udelukke alt, der kan opleves som “negativt”, mister vi det mest grundlæggende: autenticitet. En relation kan ikke bygges på konstant positivitet. Den bygges på sandhed, klarhed og gensidig tillid. Hunden har ikke brug for, at vi altid siger “ja”, men at vi altid mener det, vi siger. Den mærker, når vi spiller roller, når vi smiler uden at mene det, når vi klikker for en rigtig adfærd men selv er fraværende, når vi roder i lommer efter bedre legetøj i håb om at redde situationen. Og den mærker, når vi står ægte, forankrede og rolige, også når vi siger “nej”. Det er dér, trygheden bor.

Den moderne neurovidenskab viser os tydeligt, at læring og adfærdsændring kun kan ske i et reguleret system. Ventral vagal tilstand, hvor social kontakt, leg, nysgerrighed og tillid lever, er forudsætningen for neuroplasticitet (hjernens evne til at danne nye forbindelser og ændre sig gennem erfaring, læring og relationer). Vi kan ikke skabe den tilstand gennem teknik, korrekt timet belønning, men gennem tilstedeværelse. Vi kan ikke lokke eller belønne os til forbindelse. Vi må VÆRE den. 

Når vi træner med fokus på tilstand i stedet for adfærd, begynder alt at forandre sig. Vi stopper med at spørge: “Hvordan får jeg hunden til at gøre det?” og begynder i stedet at spørge: “Hvordan kan jeg hjælpe hunden til at være i en tilstand, hvor den har lyst til at gøre det?” Vi arbejder ikke længere med forstærkning, men med regulering. Vi ser ikke efter performance, men efter kontakt og forbindelse. 

Og her bliver belønningen ikke ubetydelig, men den bliver sekundær. Den er ikke drivkraften, men en bonus. Et symbol på en delt oplevelse. Den reelle belønning er relationen, samhørigheden, det fælles nærvær. Det er følelsen af at være sammen i en aktivitet. Og når det bliver fundamentet, bliver adfærden stabil, fordi den vokser ud af tryghed, ikke af tilpasning.

Så ja, vi skal turde sige det højt: 

❌ Nej, vi træner ikke belønningsbaseret!

❌Vi træner ikke ud fra operant betingning eller et snævert fokus på positiv forstærkning!

✅Vi træner tilstandsbaseret, nervesystembaseret, relationsbaseret. 

✅Vi møder hunden, ikke som et system, der skal formes, men som et levende væsen, der skal støttes i at finde balance. 

 

Vi tør bruge hele spektret af vores kommunikation – også det venlige, tydelige “nej” – fordi vi ved, at regulering kræver retning. Vi træner ikke for at skabe adfærd, men for at skabe forbindelse.

Vi søger ikke at få hunden til at gøre, men til at være. 

Og det er her, træningen bliver ægte!

-Ikke som en teknik, men som et møde. 

-Ikke som kontrol, men som forbindelse. 

-Ikke som præstation, men som relation.

Der er hér samarbejdet begynder!

Referenceliste

Abrantes, R. (1997). Dog language: An encyclopedia of canine behavior. Wakan Tanka Publishers.

Dana, D. (2018). The polyvagal theory in therapy: Engaging the rhythm of regulation. W. W. Norton & Company.

Hallgren, A. (2022). Motivation og emotioner hos hunde. Anders Hallgren Publishing.

Hart, S. (2021). Neuroaffektiv psykoterapi med børn. Hans Reitzels Forlag.

Jensen, P. (2007). Hundens sprog og tanker. Akademisk Forlag.

Juul, J. (2006). Dit kompetente barn. Høst & Søn.

Levine, P. A. (1997). Waking the tiger: Healing trauma. North Atlantic Books.

Maté, G. (2023). The myth of normal: Trauma, illness, and healing in a toxic culture. Vermilion.

Porges, S. W. (2011). The polyvagal theory: Neurophysiological foundations of emotions, attachment, communication, and self-regulation. W. W. Norton & Company.

Safina, C. (2015). Beyond words: What animals think and feel. Henry Holt and Company.

Schore, A. N. (2019). Right brain psychotherapy. W. W. Norton & Company.

Siegel, D. J. (2012). The developing mind: How relationships and the brain interact to shape who we are (2nd ed.). Guilford Press.

Van der Kolk, B. A. (2014). The body keeps the score: Brain, mind, and body in the healing of trauma. Viking.

Panksepp, J. (2011). Affective neuroscience: The foundations of human and animal emotions. Oxford University Press.

Artikel:

Når positiv forstærkning og belønningsbaseret træning, er kontrol i forklædning

Relaterede artikler

slipkonflikt hos hunden
Viden og information
admineiferelitesport

Slipkonflikten hos hunde

Skrevet af  Nikoline Kitsja Andersen og Michael Eifer Slipkonflikten hos hunde – Det vi gør, og det vi vil Der er ofte en markant forskel mellem vores intention og vores adfærd. Vi tror, vi kommunikerer roligt og tydeligt – men i hundens verden opleves det anderledes. Når vi fx står overfor en hund, der ikke slipper legetøjet, og vi bøjer os ind over den, spænder kroppen

Læs denne artikel
Viden og information
admineiferelitesport

Derfor virker “vent-og-beløn” ikke

Skrevet af  Nikoline Kitsja Andersen Derfor virker “vent og beløn” ikke “Når du begynder at se træning som regulering frem for præstation, sker der noget magisk. Du bliver ikke længere en dommer, der vurderer, men en ven, der støtter.” “Vent til hunden kigger på dig – og beløn.”Det lyder så rigtigt. Så “positivt”. Men i virkeligheden?Det er en meget uhensigtsmæssig måde at arbejde med en hunds

Læs denne artikel
traumer hos hunde traumespiralen
Viden og information
admineiferelitesport

Traumer hos hunde

Skrevet af  Nikoline Kitsja Andersen Traumer hos hunde Artikel: Traumer hos hunde Denne artikel er skrevet, som et supplement til vores podcast episode, hvor vi bla. nævner traumespiralen.  Lyt til vores podcast – find den lige her! Artikel: Traumer hos hunde Traumer hos hunde – men hvad er et traume egentlig? Når vi ser på hunde – og mennesker for den sags skyld – kan vi

Læs denne artikel
Når hundens krop taler – Vagusnerven og nervesystemet
Viden og information
admineiferelitesport

Når hundens krop taler – Vagusnerven og nervesystemet

Skrevet af  Nikoline Kitsja Andersen Når hundens krop taler – Vagusnerven og nervesystemet Artikel: Når hundens krop taler – Vagusnerven og nervesystemet Du har måske set det: Hunden, der gøer og springer ud mod verden med hver en fiber spændt. Eller den, der virker som om den har givet op – stille, uinteresseret, uden blik for omgivelserne. Og så er der dem midtimellem – de hunde,

Læs denne artikel
Del denne artikel

Få de seneste nyheder direkte i din indbakke🤩📥

Få adgang til ekspertviden fra Michael og Nikoline, der tager dig med bag om metoderne.

Vi deler den nyeste forskning i hundens nervesystem, følelsesmæssige regulering og relationelt lederskab. Perfekt til dig, der ønsker et dybere og mere tillidsfuldt samspil.

Vi bygger relationer – også i indbakken. Hos os får du relevant, relationsfokuseret viden.
Vi lover at respektere din tid og dit privatliv. Afmeld dig nemt og hurtigt, hvis indholdet ikke matcher dine behov.