fbpx

Den reaktive hund

Skrevet af  Nikoline Kitsja Andersen

Den reaktive hund

– en rejse ind i nervesystemet, instinkterne og hjernens belønningssystem

“Vi taler ofte om at skabe regulering for reaktive hunde. Om at hjælpe dem med at falde til ro, finde tryghed og opbygge en stabil grundtilstand. Fagligt sagt: Vi søger at aktivere hundens parasympatiske nervesystem (hvile, ro, restitution). Denne tilgang er helt afgørende i behandlingen af langt de fleste reaktive hunde – for mange af dem har aldrig lært at vende tilbage til ro efter ophidselse.”

Du har sikkert mødt dem – hundene, der pludselig stivner, knurrer lavt eller eksploderer i gøen ved synet af en anden hund. De, der trækker snoren stram med hele kroppen spændt som en fjeder, eller dem, der scanner gaden for lyde, bevægelser og potentielle “trusler”.

I daglig tale kalder vi dem reaktive hunde.

Men hvad ligger der egentlig bag den adfærd? Hvad sker der inde i hundens krop, nervesystem og hjerne, når den reagerer så voldsomt? Og hvordan kan vi møde den – ikke med straf eller korrektion, men med reel forståelse?

 

Nervesystemets alarmberedskab

Når en hund reagerer voldsomt, sker det sjældent med bevidst intention. Ofte skyldes det, at dens autonome nervesystem – altså kroppens automatiske beredskab – har overtaget styringen. Her spiller især det sympatiske system en central rolle. Det er den del af nervesystemet, som aktiveres ved fare, stress eller pres – og som sætter kroppen i tilstand til kamp eller flugt.

I denne tilstand spænder kroppen op, sanserne skærpes, pupillerne udvider sig, og al energi samles mod ét mål: at sikre overlevelse.

I sådan et øjeblik har hunden ikke adgang til refleksion eller indlæring. Hjernen prioriterer reaktion frem for kontakt. Den hører dig måske ikke, selvom du taler til den. Ikke fordi den er stædig, men fordi den er overvældet.

Forestil dig Freja, en toårig border collie. På gåtur stivner hun, så snart hun ser en anden hund i horisonten. Ørerne rettes frem, blikket låses fast, kroppen trækker sig sammen. Sekunder senere eksploderer hun i gøen og springer frem i linen. Hendes ejer forsøger at få kontakt, men intet når ind. Freja er ikke ulydig – hun er fanget i en biologisk tilstand, hvor hendes nervesystem råber: ”Fare!”

Før vi kan begynde at lære hende noget, må kroppen falde til ro. Først da får det parasympatiske system – det, der står for restitution og tryghed – plads igen.

den reaktive hund

Lyt også til vores podcast – find den lige her!

Artikel: Den reaktive hund

Instinkternes rolle – og når de tager over

Ud over nervesystemets alarmberedskab spiller også hundens instinkter en stor rolle. Især forsvarsinstinktet, som er dybt forankret i artens evolutionære historie, er ofte på spil hos reaktive hunde. Det er dette instinkt, der aktiveres, når hunden oplever, at noget truer dens sikkerhed, og som får den til at gøre, knurre, stivne eller i sjældne tilfælde bide.

Hos nogle hunde er dette instinkt særligt udtalt. Det betyder, at de lynhurtigt vurderer om noget er farligt, og reagerer derefter. Problemet opstår, når instinktet bliver overaktivt. Det sker typisk, når hunden sjældent får mulighed for at være i en tilstand af ægte afslapning. Måske bærer den på tidligere oplevelser med traumer. Måske har den aldrig lært at vende tilbage til ro efter ophidselse. Eller måske lever den med en konstant underliggende uro, hvor systemet er i alarmberedskab, og hvor forsvarsinstinktet bliver en refleks mere end en vurdering.

Instinkterne er ikke problemet i sig selv. De er biologiske pejlemærker, men når de aktiveres for ofte, for hurtigt eller for voldsomt, peger det på, at hundens indre balance er forstyrret. Og her skal vi altså ikke “opdrage” hunden! Vi må i stedet gå dybere og spørge: Hvordan har dit system det egentlig?

 

Når hjernen bliver afhængig: Dopamin og reaktiv adfærd

Ikke al reaktivitet handler om frygt eller forsvar. Hos nogle hunde skyldes adfærden en helt anden mekanisme: dopamin. Dopamin er et signalstof i hjernen, som udløses i situationer med motivation, forventning og belønning. Det er stoffet, der får os – og vores hunde – til at jage, lege, søge og gentage adfærd, som føles meningsfuld eller spændende.

Forestil dig Rex, en fireårig schæferhund med et højt energiniveau og et hurtigt nervesystem. På gåtur reagerer han med det samme, han får øje på en anden hund. Han spænder op, gør intenst og trækker i snoren. Og ofte sker der det, han inderst inde håber på: den anden hund forsvinder. I Rex’ hjerne fortolkes det som en succes, og dopamin udløses. Det føles godt. Det føles rigtigt. Det føles som kontrol. Og næste gang? Så gentager han det. Ikke fordi han er uartig, men fordi hans hjerne har lært, at det virker.

Over tid kan denne adfærd udvikle sig til en form for afhængighed. Ikke fordi hunden er “dum” eller “dominerende”, men fordi dopamin belønner processen, ikke bare resultatet. Hver gang adfærden gentages, styrkes forbindelsen i hjernen. Gøen bliver en vane – og kroppen lærer at jage den kemiske belønning. Også selvom Rex ikke er bange eller usikker i situationen. Måske startede det med usikkerhed, måske ikke. Men uanset hvad, er det nu blevet til et ”dopamin fix” for ham.

 

Når ro ikke er nok – og energien skal have retning

Vi taler ofte om at skabe regulering for den reaktive hund. Om at hjælpe den med at falde til ro, finde tryghed og opbygge en stabil grundtilstand. Fagligt sagt: Vi søger at aktivere hundens parasympatiske nervesystem (hvile, ro, restitution). Denne tilgang er helt afgørende i behandlingen af langt de fleste reaktive hunde – for mange af dem har aldrig lært at vende tilbage til ro efter ophidselse.

Men hunde er ikke ens…

Og i nogle tilfælde er regulering ikke den eneste løsning. For visse hunde – især dem med høj energi og en tendens til dopamin-styret adfærd – er det ikke ro, der er brug for i øjeblikket. Det er retning.

Det handler om at flytte dopamin-udløsningen fra uhensigtsmæssig adfærd til mere funktionelle og sunde alternativer. I stedet for at gø og få et “kick”, kan hunden måske engagere sig i en leg, en opgave, en løbeøvelse eller trækkeleg – noget, der stadig udløser dopamin, men på en måde, der ikke forværrer reaktiviteten.

Eksempelvis kan en hund, der normalt reagerer på forbipasserende hunde, guides til at lege med sin fører. Ikke for at undgå reaktionen – men for at give energien et nyt afløb. For at ”bytte dopamin udløsningen ud med noget andet”. Noget mere hensigtsmæssigt. Dette kan være en led i behandlingen, hvor vi så senere kan guide hunden mere i ro. Man skal derfor se denne proces som et LED imod ro og regulering. En del af processen. Ét skridt ad gangen.

Men her skal vi være opmærksomme: Dette virker ikke på alle. For hunde i dybt alarmberedskab er det først og fremmest regulering, der er brug for. At lege med en overbelastet hund kan forværre tilstanden. Det kræver derfor trænerens evne til at skelne: Er hunden klar til aktivitet? Eller har den først brug for ro og regulering?

Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at vi som fagpersoner, er uddannet i at arbejde med nervesystemet, og ikke tolker hundens tilstand forkert! Dette kan have voldsomme konsekvenser for den reaktive hunds nervesystem.

Den reaktive hund artikel
Den reaktive hund artikel
Artikel: Den reaktive hund

 

Den reaktive hunds virkelighed: Hvem bærer ansvaret?

Et sidste, men ofte overset, aspekt af reaktiv adfærd handler om ansvar. Mange reaktive hunde forsøger i virkeligheden at tage ansvar for situationer, hvor mennesket er fraværende, tøvende eller usikker. De forsøger at navigere i uforudsigelighed, og ender med at påtage sig rollen som ”vagtpost”, ”beslutningstager” og ”grænsevogter”.

Tag fx Balou, en treårig blandingshund, der hver dag går tur med sin ejer, Maria. Allerede ved hoveddøren spænder Balou op, kigger intenst ud i gaden og puster tungt. Hvis der kommer en anden hund, stivner han, og kort efter farer han frem i linen. Maria forsøger at berolige ham – men hendes egen usikkerhed smitter af. Uden at vide det, har hun efterladt ansvaret til Balou, og det ansvar er for tungt.

At tage ansvar som menneske betyder ikke at være hård. Det betyder at være til stede, tydelig og reguleret. Når hunden mærker, at du har styr på situationen, behøver den ikke længere reagere.

 

Hvad kan vi så gøre?

Vejen med en reaktiv hund er sjældent lige, men den er mulig. Og det starter med forståelse:

  • Forståelse for nervesystemets tilstand
  • Forståelse for instinkternes funktion
  • Forståelse for dopaminens rolle
  • Og forståelse for relationen og ansvarsbalancen

Hvad udspiller sig? Denne viden er nødvendig, inden vi kan arbejde videre.

Derefter kan vi begynde at arbejde med nye strategier, fx:

✅ Skab tryghed og forudsigelighed
✅ Tilbyd regulerende aktiviteter som fx leg
✅ Giv hjernen nye spor at følge – nye dopaminstrategier
✅ Lær hunden, at du er den, der har overblikket

Reaktiv adfærd er ikke ulydighed. Det er et råb om hjælp. Et signal fra krop, hjerne og instinkter. Og hvis vi tør lytte, tør ændre tilgang og tør tage ansvar, kan vi skabe en helt ny vej – for både hund og menneske.

Vil du have mere viden? Læs mere om leg som terapeutisk redskab:

Leg som terapeutisk redskab – særligt for reaktive hunde

Reaktive hunde bærer ofte på et nervesystem, der har lært at være på vagt. Det betyder, at de hurtigt reagerer med uro, stress, gøen eller udadreagerende adfærd – ikke fordi de er “problematisk anlagte”, men fordi deres indre system fortæller dem, at verden ikke er tryg. Netop her kan leg være en genvej til forandring – ikke som afledning, men som reel, terapeutisk proces.

Leg er nemlig ikke bare sjov og spas. Når vi leger med hunden på en tryg, nærværende og sanselig måde, sker der noget dybt i dens biologi: Produktionen af dopamin, oxytocin og serotonin stiger, hvilket beroliger kroppen, øger forbindelsen mellem hund og fører – og vigtigst af alt: aktiverer den del af nervesystemet, hvor regulering og læring kan finde sted.

For mange reaktive hunde er det et vendepunkt, når træningen skifter fokus fra kontrol og “håndtering” – til samarbejde, kontakt og leg som kommunikationsform. Gennem leg kan vi:

  • Skabe en tryg ramme for at udforske verden og træning – uden at overskride hundens grænser.

  • Aktivere den sociale hjerne, hvor empati, tillid og samspil bor.

  • Træne regulering – altså evnen til at kunne komme op og ned i gear uden at miste sig selv.

  • Omskrive reaktionsmønstre – fordi leg i sig selv er en positiv, kropslig og følelsesmæssig oplevelse, som hunden husker og integrerer.

Når vi arbejder med leg som terapeutisk redskab, handler det ikke om at smide en bold og håbe på det bedste. Det handler om at gøre os selv til en tryg legepartner – at forstå, hvornår hunden er klar, hvad den fortæller med sit kropssprog, og hvordan vi inviterer ind i leg uden pres, men med tydelighed og nærvær.

For den reaktive hund kan leg derfor være det første sted, hvor den oplever, at samvær med mennesker ikke er farligt, men rart. At bevægelse ikke fører til kaos, men til rytme. At kontakt ikke er invaderende, men skaber forbindelse.

Leg bliver således ikke blot en metode til at træne ny adfærd – men et helende møde med verden, hvor hunden får mulighed for at opdage sig selv på ny. Med større mod, bedre selvregulering og en følelse af, at jeg hører til – og jeg er okay.

Læs mere om vores kursus "Leg som terapeutisk redskab" her:

Referenceliste
    • Levine, P. A. (2010). In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. North Atlantic Books.

    • Porges, S. W. (2011). The Polyvagal Theory: Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-Regulation. W. W. Norton & Company.
      Maté, G. (2021). The Myth of Normal: Trauma, Illness & Healing in a Toxic Culture. Avery.

    • Jensen, P. (2017). Hundens sprog og tanker. Dansk Psykologisk Forlag.

    • Abrantes, R. (1997). Dog Language: An Encyclopedia of Canine Behavior. Wakan Tanka Publishers.

    • Hallgren, A. (2016). Stress, angst og aggression hos hunde – forebyggelse og behandling. Turbine Forlaget.

    • Hart, S. (2009). Den følsomme hjerne: Neuroaffektiv udviklingspsykologi. Hans Reitzels Forlag.

    • Burghardt, G. M. (2005). The Genesis of Animal Play: Testing the Limits. MIT Press.

    • Bradshaw, J. (2011). Dog Sense: How the New Science of Dog Behavior Can Make You A Better Friend to Your Pet. Basic Books.

    • Bekoff, M. (2007). The Emotional Lives of Animals. New World Library.

Relaterede artikler

Socialisering af hunden - et misforstået koncept
Viden og information
admineiferelitesport

Socialisering af hunden – et misforstået koncept

Skrevet af Michael Eifer og  Nikoline Kitsja Andersen Socialisering af hunden – et misforstået koncept -Men hvad vil det egentlige sige at socialisere sin hund? ”Når vi som mennesker går ind i Netto, forventer vi heller ikke at skulle hilse, omfavne eller lege med alle. Vi orienterer os, og afkoder stemningen – og vælger, hvor vi lægger vores energi. Hunden har den samme impuls –

Læs denne artikel
Når nervesystemet tager over – forstå hundens stress indefra
Viden og information
admineiferelitesport

Når nervesystemet tager over – forstå hundens stress indefra

Skrevet af Nikoline Kitsja Andersen Når nervesystemet tager over – forstå hundens stress indefra “Når vi ser stress som et biologisk og følelsesmæssigt signal, ændres hele vores tilgang. Stress er ikke det, vi skal træne væk eller ignorere. Det er det, vi skal lytte til. Bag enhver stressreaktion gemmer sig et ubehandlet behov – et kald på tryghed, struktur, tydelighed eller nærvær.” Der er noget

Læs denne artikel
er klikkertræning overflødig artikel hundetræning
Viden og information
admineiferelitesport

Er klikkertræning forældet?

Skrevet af Nikoline Kitsja Andersen Lyt også med i vores podcast episode om emnet her! Er klikkertræning forældet? – Et neurobiologisk perspektiv på, om klikkertræning i virkeligheden er forældet “I sensorisk-neurologiske studier af læring er det veldokumenteret, at læring bedst fastholdes, når sensoriske signaler koordineres med motorisk aktivitet og emotionel regulering.Når en handling føles fysisk meningsfuld – fx når en hund mærker glæden ved at

Læs denne artikel
Hundens motivation falder ikke over tid!
Viden og information
admineiferelitesport

Hundens motivation falder ikke over tid!

Skrevet af Nikoline Kitsja Andersen Uddrag fra vores bog “Hunde taler, men kun til dem der lytter” som udkommer i foråret 2025 Hundens motivation falder ikke over tid! ..men relationen gør! ” Vi skal stoppe med at tale om, at motivation er noget, der automatisk daler over tid. Det er ikke et biologisk faktum. Det er et relationelt faktum. “ Disse overvejelser, refleksioner og perspektiver,

Læs denne artikel
Del denne artikel