Instinkternes rolle – og når de tager over

Ud over nervesystemets alarmberedskab spiller også hundens instinkter en stor rolle. Især forsvarsinstinktet, som er dybt forankret i artens evolutionære historie, er ofte på spil hos reaktive hunde. Det er dette instinkt, der aktiveres, når hunden oplever, at noget truer dens sikkerhed, og som får den til at gøre, knurre, stivne eller i sjældne tilfælde bide.

Hos nogle hunde er dette instinkt særligt udtalt. Det betyder, at de lynhurtigt vurderer om noget er farligt, og reagerer derefter. Problemet opstår, når instinktet bliver overaktivt. Det sker typisk, når hunden sjældent får mulighed for at være i en tilstand af ægte afslapning. Måske bærer den på tidligere oplevelser med traumer. Måske har den aldrig lært at vende tilbage til ro efter ophidselse. Eller måske lever den med en konstant underliggende uro, hvor systemet er i alarmberedskab, og hvor forsvarsinstinktet bliver en refleks mere end en vurdering.

Instinkterne er ikke problemet i sig selv. De er biologiske pejlemærker, men når de aktiveres for ofte, for hurtigt eller for voldsomt, peger det på, at hundens indre balance er forstyrret. Og her skal vi altså ikke “opdrage” hunden! Vi må i stedet gå dybere og spørge: Hvordan har dit system det egentlig?

Når hjernen bliver afhængig: Dopamin og reaktiv adfærd

Ikke al reaktivitet handler om frygt eller forsvar. Hos nogle hunde skyldes adfærden en helt anden mekanisme: dopamin. Dopamin er et signalstof i hjernen, som udløses i situationer med motivation, forventning og belønning. Det er stoffet, der får os – og vores hunde – til at jage, lege, søge og gentage adfærd, som føles meningsfuld eller spændende.

Forestil dig Rex, en fireårig schæferhund med et højt energiniveau og et hurtigt nervesystem. På gåtur reagerer han med det samme, han får øje på en anden hund. Han spænder op, gør intenst og trækker i snoren. Og ofte sker der det, han inderst inde håber på: den anden hund forsvinder. I Rex’ hjerne fortolkes det som en succes, og dopamin udløses. Det føles godt. Det føles rigtigt. Det føles som kontrol. Og næste gang? Så gentager han det. Ikke fordi han er uartig, men fordi hans hjerne har lært, at det virker.

Over tid kan denne adfærd udvikle sig til en form for afhængighed. Ikke fordi hunden er “dum” eller “dominerende”, men fordi dopamin belønner processen, ikke bare resultatet. Hver gang adfærden gentages, styrkes forbindelsen i hjernen. Gøen bliver en vane – og kroppen lærer at jage den kemiske belønning. Også selvom Rex ikke er bange eller usikker i situationen. Måske startede det med usikkerhed, måske ikke. Men uanset hvad, er det nu blevet til et ”dopamin fix” for ham.

Når ro ikke er nok – og energien skal have retning

Vi taler ofte om at skabe regulering for den reaktive hund. Om at hjælpe den med at falde til ro, finde tryghed og opbygge en stabil grundtilstand. Fagligt sagt: Vi søger at aktivere hundens parasympatiske nervesystem (hvile, ro, restitution). Denne tilgang er helt afgørende i behandlingen af langt de fleste reaktive hunde – for mange af dem har aldrig lært at vende tilbage til ro efter ophidselse.

Men hunde er ikke ens…

Og i nogle tilfælde er regulering ikke den eneste løsning. For visse hunde – især dem med høj energi og en tendens til dopamin-styret adfærd – er det ikke ro, der er brug for i øjeblikket. Det er retning.

Det handler om at flytte dopamin-udløsningen fra uhensigtsmæssig adfærd til mere funktionelle og sunde alternativer. I stedet for at gø og få et “kick”, kan hunden måske engagere sig i en leg, en opgave, en løbeøvelse eller trækkeleg – noget, der stadig udløser dopamin, men på en måde, der ikke forværrer reaktiviteten.

Eksempelvis kan en hund, der normalt reagerer på forbipasserende hunde, guides til at lege med sin fører. Ikke for at undgå reaktionen – men for at give energien et nyt afløb. For at ”bytte dopamin udløsningen ud med noget andet”. Noget mere hensigtsmæssigt. Dette kan være en led i behandlingen, hvor vi så senere kan guide hunden mere i ro. Man skal derfor se denne proces som et LED imod ro og regulering. En del af processen. Ét skridt ad gangen.

Men her skal vi være opmærksomme: Dette virker ikke på alle. For hunde i dybt alarmberedskab er det først og fremmest regulering, der er brug for. At lege med en overbelastet hund kan forværre tilstanden. Det kræver derfor trænerens evne til at skelne: Er hunden klar til aktivitet? Eller har den først brug for ro og regulering?

Vi kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at vi som fagpersoner, er uddannet i at arbejde med nervesystemet, og ikke tolker hundens tilstand forkert! Dette kan have voldsomme konsekvenser for den reaktive hunds nervesystem.