Er klikkertræning forældet?

Når hunden drives af belønningen fremfor aktiviteten

En af de store udfordringer ved klikkertræning er, at adfærden primært drives af forventningen om belønningen bagefter, snarere end glæden ved selve aktiviteten. Når hunden hører et klik, frigives dopamin, som skaber motivation og fremdrift – men det betyder ikke, at hunden nødvendigvis nyder det, den laver i øjeblikket. Den arbejder i stedet for at nå frem til belønningen, hvilket kan føre til en træningssituation, hvor selve aktiviteten bliver et middel, der skal overstås, snarere end en kilde til glæde og engagement i sig selv.  

Dette skaber en fundamental forskel mellem “at være drevet af glæde” og “at være drevet af forventning.” Når vi træner med klikker, risikerer vi at gøre øvelsen til en form for transaktion, hvor hunden handler i forventning om en ydre belønning, snarere end at være følelsesmæssigt engageret i processen. Desuden betyder brugen af en klikker, at vi som hundeførere ofte sætter os selv “ud af spil” og erstatter vores naturlige sociale kommunikation med en neutral, mekanisk markør. I stedet for at være en aktiv del af hundens emotionelle oplevelse, bliver vi blot udleveringsstedet for belønningen efter klikket. Dette adskiller sig markant fra en mere relationel tilgang, hvor hunden guides gennem aktiviteten med vores stemme, kropssprog og følelsesmæssigt engagement, som både skaber motivation og glæde i øjeblikket, altså under aktiviteten, og ikke kun i forventningen om en godbid bagefter.

Frivillig adfærd og klikkertræning – når relationen bliver envejs

Klikkertræning bruges ofte til at forme “frivillig adfærd”, hvor hunden selv skal tilbyde adfærd, som derefter forstærkes med et klik og en belønning. Intentionen bag denne metode er, at hunden lærer at tage initiativ og eksperimentere med forskellige handlinger. Men hvis vi ser på dette fra et relationelt perspektiv, kan frivillig adfærd kombineret med en klikker faktisk skabe afstand mellem hund og fører, snarere end at styrke samarbejdet. 

Når hunden forventes at tilbyde adfærd uden guidning eller følelsesmæssig støtte fra os, skaber det en situation, hvor kommunikationen bliver envejskommunikation, og hunden står efterladt med alt for meget ansvar og ingen tryghed. Hunden forsøger at gætte, hvad der skal til for at udløse klikket, mens ejeren forholder sig passiv og venter på, at den “gør det rigtige.” Dette kan føre til frustration, usikkerhed og en oplevelse af manglende gensidighed i relationen.  Hunden vil opleve at kunne føle sig alene og efterladt. 

I en sund relation handler kommunikation ikke om, at den ene part skal gætte sig frem til den andens ønsker, men derimod om en følelsesmæssig udveksling, hvor begge parter deltager aktivt. Hvis træningen bliver for mekanisk og ensidig, risikerer vi, at hunden lærer at søge belønning frem for at søge relation, hvilket på længere sigt kan skabe distance i samarbejdet.  

Denne form for træning og tilgang, kan også skabe en hund med manglende motivation, da hunden ikke lærer at nyde selve aktiviteten, men derimod kun søger belønningen. Hvis hunden ikke oplever at “gøre det rigtigt”, kan dette tilmed skabe frustration hos hunden, og have betydeligt høje omkostninger for hundens selvværd. 

Hvorfor ikke bare bruge ord som “Ja!” i stedet for en klikker?

Hvis vi accepterer, at relation, følelsesmæssig tryghed og social kommunikation er afgørende for læringx kan vi spørge os selv: “Hvorfor bruge en kunstig markør som en klikker?”

Når vi bruger et ord som “ja!”, har det flere fordele:  

• Det er en social lyd, som naturligt skaber en relationel forbindelse.
• Det er fleksibelt – du kan variere din stemme og toneleje, så det understøtter den følelsesmæssige regulering.
• Det bliver ikke en isoleret betinget forstærkning, men en del af den samlede kommunikation mellem os og hunden. 

Desuden viser forskning, at hundens hjerne er særligt følsom over for menneskelig stemme og emotionelle nuancer i sprog. En klikker er neutral og præcis – men den skaber ikke en følelsesmæssig nuance i samme grad som et ord, sagt i en varm og opmuntrende tone.

Klikkertræning har længe været en foretrukken metode til at træne hunde med præcision og forudsigelighed. Men når vi ser på læring fra et neurobiologisk perspektiv, særligt med fokus på oxytocin, kan vi spørge os selv: Skaber en klikker den optimale læringssituation for hunden? Eller er der en risiko for, at vi mister vigtige sociale og følelsesmæssige aspekter af træningen, som har helt afgørende betydning for hundens tryghed og forståelse?  

Hvad er oxytocin?
…og hvorfor er det vigtigt i for vores forståelse i denne artikel?

Oxytocin er ofte kendt som “kærlighedshormonet” eller “tilknytningshormonet”, fordi det spiller en central rolle i sociale bånd, følelsesmæssig regulering og tryghed.  

Når hunde interagerer med deres mennesker, frigives oxytocin i både hundens og ejerens hjerne. Dette hormon styrker følelsen af samhørighed, fremmer afslapning og gør det lettere at lære. Oxytocin dæmper også stressresponsen ved at sænke kortisolniveauerne, hvilket er afgørende, fordi “læring sker bedst i en tilstand af følelsesmæssig tryghed”. 

• Oxytocin øger social motivation – hunden bliver mere opmærksom på os og er mere tilbøjelig til at spejle og forstå signaler.  
• Oxytocin reducerer stress og angst – hvilket skaber en optimal læringstilstand.  
• Oxytocin forstærker social kommunikation – og gør hunden mere følsom over for stemme og kropssprog.  

Hvad betyder dette så for klikkertræning?

Klikkertræning fungerer ved at betinge et neutralt signal (klikket) med en belønning, hvilket skaber en forstærkningshistorik i hundens hjerne. Men en klikker er ikke en social stimulus – den er en mekanisk lyd uden følelsesmæssigt indhold. Problemet er, at en klikker ikke aktiverer oxytocinsystemet på samme måde som menneskelig stemme eller fysisk kontakt gør.

Når vi bruger en klikker, fjerner vi en vigtig del af den sociale interaktion, som ellers kunne styrke hundens tryghed og engagement i træningen. Det betyder, at:  

• Hunden får en præcis markør, men ikke en følelsesmæssig bekræftelse.
• Læring kan ske hurtigt, men uden dyb emotionel forankring.
• Hunden kan komme i en høj arousaltilstand pga. dopaminfrigivelse, men uden den regulerende effekt af oxytocin.

Dette kan kort sagt forklare, hvorfor nogle hunde bliver ”meget opsatte”, men også let frustrerede i klikkertræning. Dopamin skaber motivation, men uden den beroligende effekt af oxytocin kan hunden opleve en form for stresset forventning frem for rolig læring.

Måske en mere helhedsorienteret tilgang ville give mening?

Klikkertræning er ikke nødvendigvis en dårlig metode – men den er begrænset, hvis vi udelukkende ser læring som en mekanisk proces, hvor adfærd formes uden emotionel integration.  

Hvis vi kun fokuserer på klikkertræning som en betinget forstærkning uden at tage højde for hundens følelsesmæssige tilstand, risikerer vi at skabe en overfladisk læring, der ikke forankres i en dybere tryghed og forståelse.

En mere moderne tilgang til hundetræning bør inddrage:  

• Følelsesmæssig regulering og tryghed som fundament
• Brugen af menneskelig stemme som en naturlig og relationel markør
• -Social interaktion og oxytocinfrigivelse som en central del af læringsprocessen

Klikkertræning kan fungere fint – men hvis vi alligevel skal arbejde med hundens emotionelle tilstand for at skabe den bedste læring, kan vi spørge os selv: 

“Bliver klikkeren så i virkeligheden overflødig?”