Skrevet af Nikoline Kitsja Andersen
Når nervesystemet tager over – forstå hundens stress indefra
“Når vi ser stress som et biologisk og følelsesmæssigt signal, ændres hele vores tilgang. Stress er ikke det, vi skal træne væk eller ignorere. Det er det, vi skal lytte til. Bag enhver stressreaktion gemmer sig et ubehandlet behov – et kald på tryghed, struktur, tydelighed eller nærvær.”
Der er noget grundlæggende livsbekræftende i, at en hund reagerer. Det vidner om et system, der virker præcis som det skal.
Alligevel har ordet “stress” fået en klang, der kan virke som en dom. Det bliver ofte brugt som en diagnose, en forklaring, en konklusion – og i mange tilfælde som en forkert etiket. Men hvad nu hvis vi turde se stress som det, det i virkeligheden er?
En hunds krops måde at sige: “Jeg forsøger at finde balance. Hør mig.”
Stress er ikke en sygdom – det er en biologisk respons
Stress er ikke en fejl. Det er et evolutionært mesterværk. En overlevelsesmekanisme, der i millioner af år har hjulpet pattedyr – herunder hunde – med at håndtere verden, når den bliver for meget.
Lad mig lige meget kort fortælle om nervesystemet inden vi går videre:
-Hundens autonome nervesystem styrer alt det, kroppen gør af sig selv – uden at hunden skal tænke over det. Tænk sådan her: autonomt=automatisk.
Det består af to dele:
- Det sympatiske nervesystem aktiveres, når hunden bliver bange, spændt eller presset. Det gør kroppen klar til kamp eller flugt – pulsen stiger, musklerne spændes, og kroppen gør sig klar til at handle hurtigt.
- Det parasympatiske nervesystem er det modsatte – det hjælper hunden med at slappe af, fordøje og finde ro. Her falder pulsen, kroppen restituerer, og nervesystemet kommer i balance.
En sund hund veksler naturligt mellem de to. Problemer opstår, når den sidder fast i alarmberedskab (sympatisk) og ikke kan vende tilbage til ro.
Når en hund bliver udsat for noget, den ikke kan forstå, håndtere eller rumme, aktiveres det sympatiske nervesystem. Dette system – også kaldet kamp- og flugt-systemet – frigiver en cocktail af stresshormoner som adrenalin, noradrenalin og kortisol. Disse stoffer gør kroppen klar til at reagere lynhurtigt: øget puls, skærpede sanser, spændte muskler.
Fra et biologisk perspektiv er det en genial respons.
Fra et adfærdsmæssigt perspektiv kan det ligne “problemer”.
Men reaktionen er ikke problemet i sig selv. Den er et svar på noget, der føles overvældende – og det er netop her, vi som mennesker ofte misforstår hundens signaler.
Hør også vores podcast episode om stress lige her!
Når stress bliver kronisk
Kronisk stress opstår, når hunden i for lang tid ikke får mulighed for at vende tilbage til ro og regulering. Når faren – virkelig eller forestillet – aldrig helt forsvinder. Når hundens krop og hjerne forbliver i alarmberedskab, og stresshormonerne får lov til at sætte sig i væv, sind og adfærd.
Kronisk stress kommer i mange former:
- Den rastløse, intense hund, der “aldrig kan falde ned”
- Den “lydige”, men tomme hund, der gør alt rigtigt uden gnist
- Den frustrerede, gøende hund, der “ikke hører efter”
- Den passive, triste hund, der virker “nem”, men som i virkeligheden har lukket ned
Vi ser dem ofte. Og alt for ofte bliver deres adfærd misforstået som uopdragenhed, stædighed eller mangel på motivation. I virkeligheden forsøger kroppen at sige: “Jeg er udmattet. Jeg har ikke mere at give.”
En følelsesmæssig fortælling og ikke kun biologi!
Stress er ikke kun et spørgsmål om hormoner og hjerterytme. Det er også en følelsesmæssig tilstand. Hunden føler sig presset, usikker, alene, overansvarlig, forladt, fanget – eller alt på én gang.
Når vi taler om stress, taler vi også om oplevelser. Ikke nødvendigvis objektive trusler, men subjektive erfaringer. Hvad der stresser én hund, er ikke nødvendigvis stressende for en anden. Det handler om fortolkning, erfaring og følelsesmæssig kontekst.
Det handler om, hvordan hunden læser verden – og hvordan den føler sig mødt i den.
Og her opstår det vigtigste spørgsmål:
Ikke hvad gør hunden, men hvorfor gør den det?
Menneskets rolle og hundens spejling af vores følelser
Stress smitter. Ikke som en virus, men som vibration.
Når du er urolig, opfatter hunden det. Når du er anspændt, ændrer din vejrtrækning sig. Når du er overansvarlig, bliver din kropsholdning kontrollerende. Alt det føler hunden – langt før den forstår det.
Og ja – forskningen underbygger det, vi længe har vidst intuitivt.
Et studie fra Linköpings Universitet (Roth et al., 2019) dokumenterede, at menneskers og hundes kortisolniveauer synkroniserer sig over tid. Det betyder, at din følelsesmæssige grundstemning ikke kun påvirker dig – den former din hunds indre tilstand.
Vi spørger ofte: “Hvorfor er hunden stresset?”
Men måske skal vi også spørge: “Hvordan har jeg det selv?”
Artikel: Når nervesystemet tager over – forstå hundens stress indefra
Hvad stress fortæller os
Stress kan se ud på mange måder. Hos hunde ser vi især to udtryk:
- Hyperaktivitet (kamp/flugt)
- Øget uro, gøen, piven, hypersensitivitet
- Manglende evne til at falde til ro
- Overfokus eller manglende koncentration
- Hunden “kører op” og har svært ved at “komme ned igen”
- Hypoaktivitet (frys/dissociation)
- Passivitet, træthed, “indadvendthed”
- Lav energi, lav mimik
- Hunden lystrer – men uden gnist
- Hunden “er nem”, men følelsesmæssigt frakoblet
Ingen af delene er “dårlig opførsel”. Det er udtryk for et nervesystem i ubalance. En adfærdsmæssig måde at råbe: “Jeg har brug for hjælp.”
Når vi hører ordet stress, bør vi straks tænke ”nervesystemet taler, jeg må hellere lytte”
Når vi ser stress som et biologisk og følelsesmæssigt signal, ændres hele vores tilgang. Stress er ikke det, vi skal træne væk eller ignorere. Det er det, vi skal lytte til. Bag enhver stressreaktion gemmer sig et ubehandlet behov – et kald på tryghed, struktur, tydelighed eller nærvær.
Vi kan ikke “fjerne stress”. Det ville være at fjerne liv.
Men vi kan lære at hjælpe hunden med at regulere sig selv – og det starter med, at vi regulerer os selv.
Måske er stress ikke et tegn på, at noget er gået galt.
Måske er det et tegn på, at noget endelig vil høres.
Fra uro (stress) til regulering
– leg som nøglen til følelsesmæssig balance og relationel træning
Forestil dig en hund, der kører højt i energi. Den er ufokuseret, intens, spænder op og reagerer voldsomt på små signaler. Eller måske det modsatte: En hund, der virker flad, trækker sig, er “nem” – men uden glæde, uden initiativ.
Begge tilstande har noget til fælles: et nervesystem i ubalance.
Men hvad nu hvis løsningen ikke ligger i flere kommandoer, bedre timing eller flere godbidder?
Hvad nu hvis nøglen ligger i noget så naturligt som… leg?
Ikke som belønning. Ikke som afledning.
Men som behandling. Som kontakt. Som en måde at heale, regulere og genopbygge på.
Leg er langt mere end sjov og ballade
Leg er en biologisk og følelsesmæssig mekanisme, dybt indlejret i hundens hjerne (og vores for den sags skyld). Den er ikke “ekstra”, men essentiel. I leg trænes alt det, hunden har brug for i livet: impulskontrol, kropsbevidsthed, følelsesmæssig regulering, social afstemning og nysgerrighed.
Men det kræver, at vi tør give slip på idéen om leg som præstationsaktivitet – og i stedet begynder at se leg som et terapeutisk og relationelt redskab.
Legen er ikke det, vi bruger, når vi er færdige med at træne. Leg er ikke kun belønning.
Legen er træningen. Bare med sjæl og mening.
Leg aktiverer regulering og skaber balance i nervesystemet
Når en hund leger på en tryg og afstemt måde, aktiveres det parasympatiske nervesystem – kroppens naturlige ro- og restitutionssystem. Det sænker hjerterytmen, dæmper kortisolproduktionen og skaber en følelse af sikkerhed. Samtidig stimulerer leg den vagusnerve, der regulerer både følelser, åndedræt og social kontakt.
Leg giver altså kroppen noget at gøre med de følelser, der ellers ville sætte sig fast. Det er en aktiv måde at aflade stress på, frem for at undertrykke den.
I leg lærer hunden det, mange stressede hunde ikke mestrer:
At komme op i energi – og ned igen
= altså at kunne regulere sig selv og smidigt bevæge sig op og ned i arousal og energitilstand.
Leg og hjernens kemi
Når leg er sund og afstemt, frigives en række neurokemiske stoffer i både hund og menneske:
- Dopamin: Skaber motivation, glæde og nysgerrighed
- Oxytocin: Bygger relation, tillid og følelsesmæssig tryghed
- Serotonin: Bidrager til stabilitet og følelsesmæssig balance
- Endorfiner: Giver velvære og hjælper med at reducere fysisk og psykisk spænding
Disse stoffer er ikke blot “rare bonusser”. De er selve brændstoffet for læring, relation og følelsesmæssig udvikling. Når vi leger med vores hund, skaber vi en biokemisk kontekst, hvor læring og kontakt kan finde sted. Ikke under pres, men i tryg nysgerrighed.
Neuroplasticitet og følelsesmæssig forankring
Hjernen ændrer sig gennem erfaring. Det kaldes neuroplasticitet – og det sker hurtigst og mest effektivt, når vi er følelsesmæssigt engagerede.
Derfor kan leg – især i et trygt samspil – være en direkte vej til at omskrive gamle mønstre i hundens hjerne. Den lærer, at det miljø som måske plejer at presse den, ikke altid er forbundet med krav, uforudsigelighed eller stress. Den lærer, at når kan have det sjovt, trygt og forudsigeligt sammen med sin ejer, selvom miljøet måske førhen har virket stressende.
Hver gang dette sker, skabes der nye spor og forbindelser i hjernen:
Spor af tillid, samarbejde og livsglæde.
Leg og samregulering – et møde mellem to nervesystemer
Leg er ikke bare noget, man “gør med hunden”.
Leg er noget, man er i sammen.
Når du som menneske leger med ro, nærvær og ægte glæde, regulerer du hunden med din tilstand. Du spejler ro – og hunden spejler dig. Det kaldes samregulering.
Men det kræver, at du er autentisk. At du tør være nærværende, fjollet, umiddelbar. Mange voksne har lært at undertrykke legens sprog. Vi bliver selvbevidste, kontrollerede og rationelle. Men hunde er ikke interesserede i, hvem du prøver at være. De vil møde den du er.
Leg skal ikke forstås – den skal mærkes.
Når leg bliver uhensigtsmæssig
Leg er ikke altid regulerende – og det er vigtigt at kunne kende forskel.
Når legen bliver for vild, ensidig eller styret af menneskets behov, kan den i stedet aktivere hundens sympatiske nervesystem – det, der gør kroppen klar til kamp eller flugt. Hunden kommer op i energi, men får måske ikke hjælp til at komme ned igen.
I de tilfælde bliver leg ikke en tryg og afstemt oplevelse, men snarere et dopamin-fix: kortvarig spænding og jagt, som kan virke vanedannende og overstimulerende. Nogle hunde føler sig endda pressede i legen, men deltager alligevel, fordi de har lært, at det forventes.
Regulerende leg skal skabe tryghed, ikke præstation. Det handler ikke om, hvor højt hunden kører – men om, hvor nemt den kan lande igen.
Kort sagt kan uhensigtsmæssig leg være når:
- Legen bliver for voldsom og overstimulerende
- Legen kun bruges som “belønning”, men hvor hunden føler sig presset
- Hundens initiativ og præferencer overhøres
- Hundeføreren er utryg, præstationsstyret eller for kognitivt fokuseret
Det handler ikke om hvad vi leger – men hvordan vi gør det.
Leg skal opbygge, ikke nedbryde. Den skal være en gensidig bevægelse, ikke et trick eller en præmie. Hvis vi vil bruge leg terapeutisk, må vi først og fremmest lytte til hunden.
Hunden har også noget at sige
Leg er et sprog. Og ofte forsøger hunden at fortælle os noget:
- Når den ikke kommer tilbage med bolden
- Når den står med legetøjet på afstand og venter
- Når den bliver ved med at tilbyde en anden type leg
- Når den tøver, afventer eller trækker sig
Ofte tror vi, hunden er “umotiveret”.
Men måske forsøger den at sige: “Jeg vil gerne lege – bare ikke på den måde.”
Leg skal være gensidig. Hvis det kun er sjovt for én part, så er det ikke leg. Så er det styring.
Så altså…
Stress er ikke et udtryk for, at hunden er gået i stykker. Det er et udtryk for, at den forsøger at finde vej – med det nervesystem den har til rådighed. Når vi forstår stress som en biologisk og følelsesmæssig fortælling, bliver vi i stand til at se bag adfærden og høre det, der bliver sagt uden ord: “Jeg har brug for noget andet.”
Leg kan være netop det “andet”. Ikke som underholdning, men som heling. Når leg får lov at være afstemt, tryg og ægte, bliver den et rum, hvor hunden kan genopbygge tillid til verden – og til os. Men det kræver, at vi møder legen med nærvær og nysgerrighed, og tør give slip på kontrol og præstation.
Vi har ikke brug for at fikse hunden.
Vi har brug for at være med den – i dens tempo, i dens sprog, i dens virkelighed.
Og nogle gange starter det med noget så enkelt og kraftfuldt som at tage imod dens invitation:
“Vil du lege med mig?”
Referencer:
Abrantes, R. (1997). Dog Language – An Encyclopedia of Canine Behavior. Wakan Tanka Publishers.
Becker, M. (2013). The Healing Power of Pets: Harnessing the Amazing Ability of Pets to Make and Keep People Happy and Healthy. Hachette.
Jensen, P. (2009). Hundens sprog og tanker. Politiken.
Levine, P. A. (2010). In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. North Atlantic Books.
Panksepp, J. (2005). Affective consciousness: Core emotional feelings in animals and humans. Consciousness and Cognition, 14(1), 30-80.
Panksepp, J. (1998). Affective Neuroscience: The Foundations of Human and Animal Emotions. Oxford University Press.
Porges, S. W. (2011). The Polyvagal Theory: Neurophysiological Foundations of Emotions, Attachment, Communication, and Self-regulation. W. W. Norton & Company.
Roth, L. S. V., Faresjö, Å., Theodorsson, E., & Jensen, P. (2019). Human–dog relationship is associated with the dog’s endocrine and behavioral stress responses. Scientific Reports, 9, 7391. https://doi.org/10.1038/s41598-019-43851-x
Safina, C. (2015). Beyond Words: What Animals Think and Feel. Henry Holt and Co.
Schore, A. N. (2003). Affect Dysregulation and Disorders of the Self. W. W. Norton & Company.
van der Kolk, B. A. (2014). The Body Keeps the Score: Brain, Mind, and Body in the Healing of Trauma. Viking.
Billederne på siden er taget af Tobias Park. og Heidi Glisborg. Find heidi her: www.glisborg.dk
