Skrevet af Michael Eifer og Nikoline Kitsja Andersen
Socialisering af hunden - et misforstået koncept
-Men hvad vil det egentlige sige at socialisere sin hund?
”Når vi som mennesker går ind i Netto, forventer vi heller ikke at skulle hilse, omfavne eller lege med alle. Vi orienterer os, og afkoder stemningen – og vælger, hvor vi lægger vores energi. Hunden har den samme impuls – hvis vi altså giver den lov.”
Når man får sin lille hundehvalp hjem, følger der ofte en lang to-do-liste med: Den skal lære at være alene hjemme, gå i snor, lære “sit” og “dæk” – og så skal den socialiseres. Det sidste bliver ofte sagt med en særlig vægt. Som noget nærmest helligt. Et mantra. Og derfor går mange hundeejere i gang med at præsentere hvalpen for alt fra børn og voksne til støvsugere og fremmede hunde i fuld fart.
Men hvad vil det egentlig sige at socialisere sin hund?
Og hvad er det reelle formål med socialiseringen?
Det korte svar er, at socialisering er et dybt misforstået koncept, når det forstås som “jo flere, jo bedre”.
Socialisering handler ikke om at være venner med alle!
I mange hundemiljøer – både i hvalpetræning og på sociale medier – fremstilles socialisering som evnen til at være “venner” med alle hunde og mennesker. Hvis hunden blot møder nok fremmede i opvæksten, vil den blive venlig, åben, social og tilpasningsdygtig, lyder logikken.
Men det er ikke kun misinformation og vildledende– det er i mange tilfælde direkte skadeligt for den unge hund.
For det første: Hunde er ikke skabt til at være sociale med alle. De er skabt til at være sociale i deres egen flok. Den flok, de kender, har tillid til, og som de har opbygget relation og tryghed med over tid. Alt uden for flokken – andre hunde, fremmede mennesker – vil i udgangspunktet være noget, der skal afkodes: Ven eller fjende? Tryg eller farlig? Konkurrent eller neutral?
At forvente, at en hvalp skal være ven med alle hunde, svarer til at forvente, at et barn skal knytte sig til alle mennesker, det møder gennem livet. Voksne som børn. I skolen, i Netto, på gaden. Det er hverken naturligt eller sundt. Faktisk er det grænseoverskridende.
Lyt også til vores podcast – find den lige her!
Lad os lige kigge på dette ud fra et etologisk og biologisk perspektiv:
Denne forståelse understøttes ikke kun af vores observationer af hunde i dagligdagen, men også af den etologiske viden om deres nærmeste vilde slægtninge: ulvene. Hos vilde ulve er det sociale liv præget af en kerneflok, som typisk består af et forældrepar og deres afkom fra de sidste par år. Det vil sige, at ulvens sociale struktur er familiebaseret, ikke åben og flydende.
Ulve interagerer sjældent med fremmede ulve uden for flokken – og når det sker, er det ofte forbundet med spænding, konkurrence eller aggression. Ressourcer som føde, territorium og parringsmuligheder er altafgørende for overlevelse, og fremmede individer udgør derfor en potentiel trussel. I mange tilfælde vil ulve forsøge at undgå konfrontation, men hvis de presses, vil det føre til markering, dominansadfærd eller i nogle tilfælde direkte kamp.
Ifølge etologen David Mech, som har studeret vilde ulve i årtier, er “flokbegrebet” i ulveverdenen blevet misforstået i populærkulturen. Ulveflokken er ikke en samling af konkurrenter, der kæmper om rang, men snarere et familieorganiseret fællesskab, hvor samarbejde og hierarki opstår naturligt gennem relationelle bånd og afhængighed.
Når vi forstår dette, bliver det tydeligt, at domesticerede hunde, trods deres tilpasning til menneskelig sameksistens, stadig bærer biologiske og emotionelle mønstre fra deres vilde forfædre. De er sociale dyr – ja – men de er ikke “allemands-venner”. Deres sociale behov er selektivt orienterede. De knytter sig dybt og varigt til deres primære tilknytninger, og de bruger instinktive strategier til at afkode, håndtere eller undgå fremmede individer.
Med andre ord:
Det er ikke en fejl, når din hund ikke ønsker at hilse på alle den møder, eller at den har svært ved at håndtere situationen. Det er biologisk intelligens, kodet ind gennem tusindvis af år – og det fortjener at blive respekteret.
Artikel: Socialisering af hunden – et misforstået koncept
Den tidlige socialisering – et vindue, ikke et præstationspres
Der findes et socialiseringsvindue hos hvalpe, hvor nervesystemet er særligt åbent og modtageligt for nye indtryk – cirka fra 3 til 14 uger. Det betyder ikke, at hvalpen i den periode skal stresses rundt til alle tænkelige oplevelser, men at den skal præsenteres for verden i det tempo, den kan rumme – med fokus på tryghed og følelsesmæssig regulering.
Socialisering handler ikke om at møde flest muligt.
Det handler om at lære, hvordan det føles at være tryg, når man møder verden.
Det handler altså kort sagt om at have fokus på: Vores og hvalpens tilknytning!
Det handler om, at hvalpens nervesystem får mulighed for at lagre positive erfaringer i sin kropslige hukommelse – erfaringer, der senere i livet danner grundlag for ro og robusthed. Det betyder, at miljøtræning, mødet med forskellige underlag, lyde, mennesker og dyr, skal ske i en følelsesmæssig tryg tilstand, hvor hvalpen har mulighed for at regulere sig selv eller blive samreguleret af sin fører.
At lære at ignorere fremmede er et sundhedstegn
I vores moderne verden har mange mennesker fået den opfattelse, at en god hund er en hund, der hilser venligt på alle den møder – både mennesker og hunde. Men det er ikke et udtryk for sund socialisering. Tværtimod.
En sundt socialiseret hund er en hund, der kan ignorere fremmede, medmindre den får andet at vide. Den kan gå i snor og forholde sig neutralt til andre hunde og mennesker, uden at skulle engagere sig følelsesmæssigt. Den har ikke behov for at hilse, lege eller skabe kontakt – for den hviler i sig selv og sin flok.
Når vi som mennesker går ind i Netto, forventer vi heller ikke at skulle hilse, omfavne eller lege med alle. Vi orienterer os, og afkoder stemningen – og vælger, hvor vi lægger vores energi. Hunden har den samme impuls – hvis vi altså giver den lov.
At lære en hvalp at ignorere fremmede hunde og mennesker er ikke at “isolere” den. Det er at beskytte dens integritet og tryghedsfornemmelse. Det er at støtte den i at blive en tryg, selvreguleret voksen hund, der kan være i verden uden hele tiden at være i alarmberedskab.
Artikel: Socialisering af hunden - et misforstået koncept
Når hvalpen opdrages til social stress
Mange konflikter mellem hunde – især i unghundealderen – kan spores tilbage til en overdreven og fejlagtig socialisering i hvalpeperioden. Hvis hvalpen lærer, at alle hunde skal hilses på, leges med, duftes til og forstås, skaber vi et mønster, hvor hunden konstant søger kontakt og stimulation, og dermed får svært ved at navigere i neutralitet og hvile.
Når hvalpen så bliver kønsmoden og møder ældre hunde, som ikke har lyst til kontakt, kan det føre til konflikter. De signaler, hvalpen lærte som “høflige”, bliver pludselig opfattet som påtrængende eller respektløse af andre hunde. Det kan føre til korrektioner, kampe og utryghed.
Og det hele bunder ofte i, at vi – i bedste mening – overstimulerede hvalpens sociale instinkter, frem for at støtte dens evne til at være i ro og kontakt med os.
Hvem er flokken?
Hunde er flokdyr – det er sandt. Men flokken består ikke af tilfældige forbipasserende hunde. Den består af de individer, hunden har relation til. For de fleste familiehunde er flokken menneskene, den bor med – og måske en håndfuld andre hunde, som er fast tilknyttede gennem familie eller tætte venner.
Det er i flokken, hunden oplever følelsesmæssig sikkerhed, gensidig kommunikation og tillid. Det er her, regulering og læring sker. Ikke i mødet med fremmede i hundeskoven.
Vi skylder vores hunde at lade dem udvikle dybe relationer – ikke overfladiske bekendtskaber. Vi skylder dem at lære dem at navigere i en kompleks verden med ro og overskud – ikke ved at presse dem til at engagere sig i alle, men ved at styrke deres evne til at hvile i sig selv.
Det nye formål med socialisering
Det, vi tidligere troede, socialisering skulle være – en slags social fitness – er i dag blevet nuanceret af forskning i adfærd, traumer og neurobiologi. Vi ved nu, at den følelsesmæssige tilstand, hunden er i under en oplevelse, er vigtigere end selve oplevelsen.
Det betyder, at en hvalp, som har fået få men trygge erfaringer, kan være langt mere robust end en hvalp, der har fået mange overvældende eller overstimulerende oplevelser.
Formålet med socialisering bør derfor være:
- At give hvalpen erfaring med at være i tryg tilstand i forskellige kontekster
- At opbygge tillid til sin fører som en regulerende base
- At lære hvalpen at vælge kontakt til og fra – og vide, at det er okay
- At støtte hvalpen i at blive en hund, der kan være i verden uden at miste sig selv
Når vi socialiserer med det udgangspunkt, skaber vi hunde der er balancerede, tillidsfulde og livsduelige væsener, som er i kontakt med deres krop, deres følelser og deres flok.
Og det er måske den smukkeste gave, vi kan give dem.
Referenceliste
Abrantes, R. (1997). Dog Language – An Encyclopedia of Canine Behavior. Wakan Tanka Publishers.
(Etologisk viden og adfærdsforståelse i øjenhøjde med hunden.)Hallgren, A. (2008). Stress, angst og aggression hos hunde. Borgen.
(Om hundens følelsesliv, stress og betydningen af tryghed.)Hart, S. (2016). Den følsomme hjerne. Hans Reitzels Forlag.
(Om nervesystemets udvikling, tilknytning og følelsesmæssig regulering.)Jensen, P. (2017). Hundens sprog og tanker. Gyldendal.
(Lettilgængelig introduktion til nyere forskning i hundes adfærd og socialitet.)Levine, P. (2010). In an Unspoken Voice: How the Body Releases Trauma and Restores Goodness. North Atlantic Books.
(Viden om kropslig hukommelse og tryghed som basis for læring og regulering.)Mech, L. D. (1999). Alpha status, dominance, and division of labor in wolf packs. Canadian Journal of Zoology, 77(8), 1196–1203.
(Opgør med “alfateori” og indblik i ulvens reelle sociale struktur.)Miklósi, Á. (2007). Dog Behaviour, Evolution, and Cognition. Oxford University Press.
(Grundbog i hundens kognitive og sociale udvikling, inkl. sammenligning med ulve.)Safina, C. (2015). Beyond Words: What Animals Think and Feel. Henry Holt and Co.
(Indsigtsfuldt om dyrs følelsesliv og sociale relationer, med vinkel på rovdyr som ulve.)van der Kolk, B. (2014). The Body Keeps the Score: Brain, Mind, and Body in the Healing of Trauma. Viking.
(Understøtter idéen om, at følelsestilstanden under en oplevelse er vigtigere end selve oplevelsen.)Yin, S. (2009). Low Stress Handling, Restraint and Behavior Modification of Dogs & Cats. CattleDog Publishing.
(Praktisk tilgang til socialisering med fokus på tryghed og stressreduktion.)- Peterson, R. O., Jacobs, A. K., Drummer, T. D., & Mech, L. D. (2002). “Leadership behavior in relation to dominance and reproductive status in gray wolves, Canis lupus”
Canadian Journal of Zoology - MacNulty, D. R., Smith, D. W., Mech, L. D., Vucetich, J. A., & Packer, C. (2009). “Predatory senescence in ageing wolves”
Behavioural Processes
